100% Riesling – but of course.
In my sad wine life I had a window - where I stocked up in German Spätlese. That obsession ended abrupt and became Champagne.
But returning to Spätlese land reminds me how incredible delicious they are. However the sweetness is tricky for me to handle. You can bend the wine in any shape you can think of, but it will always circle around some degree of residual sugar. This is becoming a dilemma for me, as I tend to favour dryer wines - both Riesling and Champagne for that matter. Why? For many reasons, but one main factor is to fully feel all the soil components, where the sweetness can acts as a small membrane and takes you a few meters away from the action.
These Spätlese are even so low in alcohol, so you can flush a bottle down, like it was lemonade and not really pay much attention what you where drinking. So we are dealing with a wine, which is on one hand captures; pure laid back drinking, but on the other hand the sweetness is taking it some notches down in complexity. Well at least for my palate.
So I thought and so I assumed. The Spätlese category was nailed. Been there, done that. Then this wine comes along and I guess the wine-gods, or maybe it was Herr. Helmut Dönnhoff, which had other plans for me. Fact is, after having drunk this wine over 3 days, I realized that taking notice of some of the worlds most subtle wines, is not a lap dance, it actually requires training and you as a taster to focus and level with the wine. Do that and I promise you, magic appears.
This wine has unbelievable clarity and so many delicious flavours. It’s like the sun on a crisp spring day, with mild winds and bird singing (I am such a romantic). There is still a lot of baby fat on day 1, but it’s always a secondary indicator, as the fruit has such lush, subtle and vivid electricity. Notes may sound like so many other spätlese; honey, peach, lemon, pineapple and small fractions of petrol notes - but it’s underneath brushings of soil components, which gives so much backbone and tallness. Taste is nerve wrecking nice, with laser sharp acidity, crystallized minerals and the sweetness is like turbo boosters, which spins the aromas and quadruples them – not in flavours, but in electricity. The aftertaste is so overwhelming, but yet so weightless.
It feels like the wine wants’ to let you know; “less is always more”.
Sensational wine, Bravo.
Posts
3 comments:
Hej Thomas
Ingen tvivl – lækker, vægtløs vin, der er ekstremt svær at ’findele’/beskrive – det er meget nemmere bare at drikke den. 2005’erne hører i øvrigt så absolut til i den sødere ende – en del med botrytis, som dog kan være svær at spore pga. dens renhed i netop 2005
Jeg synes at have hørt et eller andet sted hørt, at Helmuth Dönnhoff har solgt sin besiddelser på Kupfergrube med 2008 som sidste årgang. Jeg har i hvert fald ikke siden set markvine herfra med Dönnhoffs navn på.
Han havde ellers i sin tid købt af statsdomænet Niederhausen-Schloßböckelheim, da de var i problemer. Jeg kender kun til Schäfer-Frölich og det tidl. statsdomæne (der nu er privatejet og hedder Gut Hermannsberg) med Kupfergrube-besiddelser. Det skulle undre mig, hvis Dönnhoff stadig havde noget af marken, men ikke vinificerede og frigav under marknavnet! Kupfergrube har altid været én af mine favoritspätleser fra Dönnhoffs portefølje, selv om vinene herfra har brug for lidt tid, før de træder i karakter. Det betyder dog blot, at der har været lidt mindre efterspørgsel efter denne vin end Hermannshöhle, hvilket er helt fint med mig…
Det er dejligt, at 2005'eren er så god nu. Den har dog mindst et par årtier i sig endnu.
1999’eren er rigtig god nu, men al senere spätlese er endnu meget ung. 2 flasker 2003 Kirschheck Spätlese har dog været fremragende inden for det sidste års tid. Perfekt syre trods en udskældt årgang.
/Ulrich
Hej Ulrich,
Tak for input. Det er altid rart, når en ægte ekspert udtaler sig ;-).
Jamen for pokker en lækker vin – den havde stort set alt. Det var den vi købte sammen, ikke?
Jeg var inde på Dönnhoff’s hjemmeside og lede efter lidt terroir information omkring Schloßböckelheim da jeg skulle skrive noten – men den dukkede ikke op på den ellers glimrende hjemmeside. Så mon ikke du har ret.
Hvornår tror du generelt hans ’05 SL topper? Altså, jeg kan godt se de har meget mere i sig, men de er jo stadig temmelig uimodståelige netop nu.
Bedste hilsner,
Thomas
Hej Thomas,
Topper? - hhhhmmmmm; det gør de vel, når de er på det stadie, som man holder mest af. Vinen holder snildt 20-25 år endnu, så hvis man holder af vin med dominans af lagringsaromaer, så er der lang vej endnu.
Kupfergrube har generelt porfyr og rhyolit i sin forvitrede vulkanske undergrund, men jordbunden i dette område skifter jo gerne for hver 20-30 meter!
Jeg har lige fået bekræftet, at 2008 (desværre) er sidste årgang fra Kupfergrube.
Jeg drikker typisk en vin som denne fra frigivelse omkring april-maj og et år frem, mens syren stadig er 'elektrisk' og frugten blomstret. Jeg drikker ca 1/4-1/3 af beholdningen i denne fase. Derefter gemmer jeg de resterende flasker 8-10 år, før jeg prøver igen. Det kræver selvsagt tålmodighed, men der er for mig så meget at hente i disse vine, når de bliver ældre, at jeg holder pinen ud. Og efterhånden som årene går, så er der pludselig hvert år en god mængde modne vine, som man kan give sig i kast med samtidigt med, at man kan nyde den nyeste årgang.
/Ulrich
Post a Comment