Monday, July 28, 2008

2000 Guffens-Heynen "Macon Pierreclos"


Min sidste flaske af denne højt rated vin. Jeg var lidt bekymret over åbningen – prutter lidt af gammel frugt, mørke fraseringer og oxideret præg. Fruen tog et snif og sagde ”Nej tak” – så jeg fik fornøjelsen af hele flasken – hvilken skulle vise sig, at være interessant.
Den første time, havde den klassisk lidt monoton Chardonnay næse med brunet smør, fede blomster, ristet toastbrød og brændte noter. Den gik rent hjem til min saftige Bornholmerhane og karamelliserede baby-rødløg. Smagen var præget af de brændte aromaer og sender en god fyldig fornemmelse i ganen, men for sådan en mineral-fanatiker, som jeg, er her alt for lidt at arbejde med. Smagen består netop kun af aromaer og ikke det syrebid, som jeg elsker. Jeg kom for alvor til at tvivle på om denne vin havde set bedre dage. Den sidste 1/3-del af flasken var dog interessant. Her strammer vinen sig op det er faktisk ganske lækkert. I smagen er det mest tydeligt, den kommer nu hele vejen rundt og vel og mærke med ren frugt, fint syreniveau og elegance – hvilken fornøjelse. Top lækkert glas – især den sidste del – så dekanter 1½ time.


(Glas; Zalto Bourgogne)

Juli 2008

No comments: