2004 Le Macchiole, ”Paleo”

Har man forelsket sig i Italiensk vin, er min erfaring, at kærligheden langsomt skinner på de traditionelle områder med ligeså traditionelle druer. På den konto er stilling 0-1, når Paleo træder ind på scenen. Bedre bliver det ikke, at der er Bolgheri vin og dens fortid og drue-transformation ikke ligefrem skriger på traditioner. Sagt på anden vis, hvor mange har egentlig en kærlighedsaffære kørende med en Italiensk 100% Cabernet Franc vin? Jeg tror denne indledning er vigtig, så man kan lade parader falde og bare lytte og smage – for det her er et mesterligt værk. Vinen blev testet to timer før indtagelse, og viste med det samme charmerende med sødlige strejf af pibetobak, renhed, elegance og solbær/brombær safter. Idet jeg ville følge vinen mere analytisk end normalt valgte jeg ikke at dekantere umiddelbart, men satte bare proppen tilbage i flasken. To timer senere var vine i to forskellige glas (det vender jeg tilbage til) med nogenlunde samme indtryk. Herefter smed jeg det resterende indhold på en karaffel og fulgte den over 3 timer. Den ændrer sig med det samme og ikke umiddelbart til det bedre, da de sødlige nuancer trak sig tilbage og den blev mere reserveret. Heldigvis varer denne fase kun 30 minutter og nu kommer regulær storhed til syne. Våbnet her heder urter og mineraler og kender man sin Le Macchiole ABC ved man, at man er ”kommet hjem”. Smagen er helt fænomenal og jeg mener virkelig fænomenal, hvilket overskud, hvilken kontrol – det er simpelthen utroligt, at en så lineær en vin kan besidde så megen kraft. Det man skal ligge mærke til i smagen er strukturen og det tanniske bid, som på den ene side efterlader temmelig megen garvesyre, men laver 2 overbygninger i form af et drilsk ”tunge-krøl” og derefter et mineralsk smæld, som bare bliver ved. Lig dertil et helt overdådigt lag af frugt og toskansk varme – så er magien fuldendt for alle elskere af Italiensk vin. Spørgsmålet er så bare om man vil lytte? - for mig var det ren overgivelse. 2001 var en mere stringent vin – men 2004 virker nærmest skræmmende, hvis det var en duel på liv og død mellem de to.

Glassene: Riedel Sommeliers og Zalto Bordeaux. Jeg kan ikke udpege en vinder. Jeg gik simpelthen kold i sammenligningsduellen mellem de to, da det tog for meget fokus for mit egentlig formål, at bare nyde vinen. Jeg endte dog med, at drikke vinen af Zalto