1990 Krug Vintage, Champagne, France

1990 Krug Vintage, Champagne, France Still a very young Champagne, but this bottle was more open than my last ’90 Krug. Apples, vanilla, croissants, fresh and again plenty of minerals. Taste is once again monumental with this never ending finish. (98+) (Tasted February 2006) 1990 Krug, Champagne, France Was 1990 DP Magnum better than this one? It’s hard to judge, and at best a luxury problem. But they are for sure different. The DP is more charming on the nose, but the Krug is more majestic and intellectual. The concentration of Krug is unbelievable, but still it’s so refined and elegant at the same time. The nose has fragments of, citrus, vanilla, melon, almonds, corn, flowers and slowly some marzipan. But the taste – mama mia…outrageous – it just goes on and on with killer mousse and the well known supernatural Krug feeling.

(Tasted September 2007)

1988 Salon, Champagne, France

I have tasted this Champagne once times before and it’s still a majestic Champagne with supernatural powers. Served in the same flight as 1990 “Comtes” it seemed more closed and mysterious than its crowd pleasing rival. After 20 minutes in the glass the Vulcan erupted and it rose to the glorifying status I remember it for with; peach, corn, anise, and roasted dark bread. The nose is insanely complex and tells its story with capital letters. Its definition is razor sharp and when you taste it you get a lesson in Le Mesnil mineral definition and acidity which is made for a long lasting life.

(Tasted May - 2007)

1988 Krug Vintage, Champagne, France

This is the second time I try the 88’. Medium yellow in colour with vanilla, flowers, honey melon and a nutty toasted note. It’s big and bold in style and everything is looking good, but I found the same mid-hollowness in the mouth. I suspect there is still some acidity in the wine that teases a little bit on the finish. It’s not a big ” hole and it’s still a fantastic champagne. (95+)

(Tasted November 2004)

2001 Paolo Scavino, Rocche dell'Annunziata, Barolo, Piedmont, Italy

Decanted for 5 yours) Some sweetness emerges on the last sips, but the wine is still influenced with a lot of new oak, blackberries and tar. Needs a lot of time

Thu 19 Jul, 2007

2001 Ornellaia, Masseto IGT, Tuscany, Italy

The level of fruit in Masseto is unbelievable. It’s build to last for a very long time. However it’s a bit oak infected at the moment and needs time to settle down. Impressive stuff (94-97)

Thu 14 Sep, 2006

2001 Monetevetrano IGT, Campania, Italy

Had this wine in London about a month ago and simply had to try it again. I didn’t decant it, which proved to be a good choice as it closed down in the glass after one hour. Before that, there where wild dark berries, with a distant soft plum core and again this ravishing dark mineral snap which takes the wines into a higher complexity level. The taste confirms this mineral level and is a bit tough to taste at the moment – especially as the wine closes down in the glass and get's infected with bitter tannins. At my first encounter with this wine I might have been a bit too optimistic about its early evolvement – it will require some time in the cellar to come fully around.

Mon 23 Jul, 2007

2001 Monetevetrano IGT, Campania, Italy

So a Cotarella wine next after the fantastic ’99 Cascina Francia – it can only go wrong, but it didn’t. This is truly a breathtaking wine and the best Montevetrano I have ever tasted. For starters it has the normal dull blackcurrant – dark overripe berries, but it has s massive mineral/graphite snap which takes the wine to a league of its own. Taste is long, strong and overall fantastic – it screams for a refill.

Thu 19 Jul, 2007

2001 Le Macchiole, Scrio IGT, Tuscany, Italy

WOW – I like this wine. It’s like opening the window to a Tuscan garden filled with fresh herbs. The structure is filled with tickly grassy olive oil notes and these breathtaking herbal components. Once again, Scrio delivers. (96)

Thu 14 Sep, 2006

2001 Le Macchiole, Scrio IGT, Bolgheri, Tuscany, Italy

didn’t decant Scrio more than 1 hour before it entered the glasses. I was simply afraid that it would make the same turn as 2001 Messorio did back in March. But no – Scrio gained strength all the time in the glass. One thing that stayed with the wine was its massive doze of fresh Tuscan Herbs – I have never seen anything like it – with thyme as the dominate herb. Sweetness, and liquorice only showed up late in the glass and the first few sniffs was dominated by these herbs, black fruits, mint and pine needles. Taste is concentrated and really needs some time. Best Points guess (94-96)

Thu 29 Jun, 2006

2001 Le Macchiole, Paleo, Bolgheri, Tuscany, Italy

(100% CF)

Now Paleo is a 100% Cabernet Franc and will probably stay that way in future. I tasted the 2001 Paleo in December 2004 and was very impressed and stated “The best Paleo ever”. So I could hardly wait to taste it again. The wine has closed down and it’s hardly recognisable, but you still feel something great is in the glass. The nose has sweetness, minerals, liquorice, butter and coffee – but very distant and shy. Taste has maintained a sealed structure with powerful concentration with lots of young dry extract. Compared to some of the other Paleo’s this is “real” youthful tannins with purity, minerals and without any bitter components. I would love to say, cellar this wine for XX-years, but as my experience with 100% Cabernet Franc from Bolgheri is fairly limited (sort of obvious) it’s wild guessing for the right drinking window. I will add that I think it will surpass any other current Paleo lifespan. (93++)

Glass: Riedel Sommelier Bordeaux Grand Cru
Details: Paleo Vertical 1992-2002

Tue 31 Jan, 2006

2001 Le Macchiole, Paleo, Bolgheri, Tuscany, Italy

Purple red and boy oh boy what a great nose. Tar, subtle toasted sweet oak, mint, minerals and fresh herbs. The taste is so great with perfect structure that captures minerals and fruit in a great combo. The wine is powerful, but has the Macchiole elegancy. The best Paleo I have ever tasted (95)

Wed 08 Dec, 2004

2001 Le Macchiole, Messorio IGT, Bolgheri, Tuscany, Italy

(Followed closely over 2 days)

Opening: Literally a perfect wine - it reminded me so much of the 1997. It had such a refined sweetness, almost a raspberry perfumes, fresh herbs and so many delicate feminine floral components. The acidity was extremely firm and in the mouth the taste was to die for, combining elegance and concentration at the highest level. I am close to the perfect score – but unfortunately the wine turned completely.

From 30 minutes and 2 hours forth.

The fruit is changing in rapid speed and the wine is developing a plum, blackberry and blackcurrant note. The wine turned into a much more heavy and dense wine - developing a dull liqueur note that brought alcohol and took so much complexity away from the wine. The taste was even worse as the wine almost burned on the mid-palate, with no real acidity bite and again it was totally unrecognizable from the opening. All the notes from the opening were moulded together in one big juicy pot, giving the wine a tame and low characteristic look. The last drop I had was very powerful but the taste was starting to balance. I decided to put a vacuum cork in and leave it for day 2.

Day 2 – mid day.

Unbelievable transformation – for the fist time since the opening the herbs were back and in full force with iron/minerals attached and the wine was much more balanced. It’s not the same wine as from the opening as there where still blueberries, liqueur and even some liquorice attached. In general I rarely find liquorice in Tuscan Merlot and it could easily be the mixture between the herbs/minerals blended with the blueberries that created such a note. The taste is great – we are not talking about the same length that the 1999 has, but a much more elegant wine with a lot of dry attack bite in the front of the mouth, but still great on the back palate with a firm elegant profile.

Day 2 evening Still in great shape – the herbs are more dominate now. The blackberries and blueberries are still there combined with the liqueur note, but very secondary now and only detected when purring and additional amount of wine in the glass. The best part now is the very Tuscan profile the wine has the taste is again fantastic – very long, but also with a lot of dry attack and most importantly a fantastic bite and purity.

(97+)

Sun 19 Mar, 2006

2001 Le Macchiole, Macchiole Rosso, Bolgheri, Tuscany, Italy

Purple red. More edge than the 2000 vintage. Menthol, minerals, stones. The taste had a cool touch but with fine length and structure. (89)

2001 Le Macchiole Bolgheri Superiore Paleo Rosso - Italy, Tuscany, Bolgheri, Bolgheri Superiore

Needless to comment – the best Paleo ever made.

Tue 24 Apr, 2007

2003 Kilikanoon Shiraz Covenant, Clare Valley, South Australia, Australia

(This is what I remember –had this a week ago at celebration of midsummer)

One of the heaviest wines I have ever drunk. The wine had seen no decanting and it was drunk outside, so it might have had its impact, but it smelled literary of beef blood and fresh new wood. The structure is extremely heavy and virtually impossible (for me) to drink more than one glass. My girlfriend thought that it was the most revolting wine she had ever had (55?)

Fri 30 Jun, 2006

2004 Planeta, Moscato de Noto, Sicily, Italy

It’s hard not to like this wine, but it’s even harder to blind guess at it.. A dessert wine from Sicily. yeah right. Its caramel, apricot, brow sugar and full throttle on all counts. The components are for such a warm region as Sicily road to sugar monster hell, but this wine has so much freshness and acidity that it’s no way near to happen. After my guest had left I had the last few drops of it. Now at room temperature and still it’s not heavy (lots of stickly sugar – hell yes), but very nice. (95)

Thu 29 Jun, 2006

2001 La Spinetta, Barolo, Vürsú Campe, Piemonte, Italy

I knew this wine would draw first hand impressions away from “Scrio”. It’s so more opulent and had seen 4 hours of decanting before serving. Fruit is seductive, impressive depth with fantastic camphor warmth and blood warm fruit. Compared to the 2000 Version this wine showed much more restrain in the taste – structure is better, really firm and this gives so much backbone to this bold style of wine – without it I would be concerned. Best Points guess (94-96).

Thu 29 Jun, 2006

2001 La Corte, Re, Puglia, Italy

I had to try this again – even though I promised myself last time I tasted it, to wait another year. It’s a stunning wine. Has at first dark cherries – liqueur-like, with pencil and iron. Then slowly transforming. A smoother picture of mocha and more refined berries is revealed. The taste is so well balanced, still a bold wine in some terms with dark balsamic notes in the closing, but still with purity from a mineral surplus. This TN is from memory and we had some friends over for dinner and I had a very hard to concentration on the conversation as the wine was seducing my attention. For those with the same bad manners of lacking patience, as me – give it exactly 2½ hours in a decanter and it will sing like a bird. (93+)

Tasted 18th of October 2005. Glass: Riedel Sommelier, Bordeaux Grand Cru.

2001 La Corte, Re, Puglia, Italy

This wine has evolved nicely. I just looked at my first TN from sep-2004 TN and the wine has evolved nicely. Smoother now, but it’s still has this iron-pencil thing, that gives the wine some air-condition from the warm-blooded fruit. The fruit is now smoother with mocha, coconut – but best of all it’s actually quite elegant of its kind. Lovely stuff. A year more in the bottle and maybe a even higher score (93+)

Tasted August 2005.

2001 La Corte, Re, Puglia, Italy

Deep red, with blackcurrant, mocha, and a touch of balsamic. But very much dominated by a mineral note which reminded me of a pencil. The pencil gives a slightly cool touch, not like iron but enough to keep the vibrant fruit in a firm grip. The taste is full bodied and the finish is long (+30sec.) and still with youthful firm tannin. (90+)

Tasted September 2004

2001 L. Pira, Barolo, Vigna Rionda, Piemonte, Italy

(Tasted at a restaurant – business dinner, impression only)

Served next to 2001 Cascina Francia from G. Conterno. Vigna Rionda was far more approachable on the nose, evolving; dark fruits, spices and beautiful subtle sweetness. The taste is breathtaking with balance and precision. Still very young, but not defensive. I love the wines from Luigi Pira.

Mon 15 Jan, 2007

2001 L. Pira, Barolo, Vigna Rionda, Piemonte, Italy

(Re-tasted the day after) Having the two wines (2000 and 2001 vintage) side by I had a golden opportunity to seek out the difference in this highly disputed vintage duel. Both very nice glasses of wines, so where is the fuss?. The 2001 however posses a higher level of purity and mineral surplus. The wine is deadly young still and gives spices, earth and truffles and again very backward. They are both complex glasses of wines and possess great depth, but the 2001 is not as smoked as the ’00 – neither in nose or taste, but the nerve is higher and it comes from the minerals. (93-96)

Tasted 14th of October 2005 : “Find Beaucastel” Glass: Riedel Sommelier Bordeaux Grand Cru

2001 Isole e Olena, Cepparello IGT, Tuscany, Italy

(TN from memory).

The wine is simply stunning. It is by far the most refined Cepparello I have tasted to date. I am getting more convinced that the 2001 Vintage in Tuscany for sangiovese is one of the best ever. The wine is a purity beast and shows how many faces the Sangiovese can have. Kirsch, strawberries, sweet subtle liquorice and the elegance is burgundy like, but still with a lot of Italian perfumes. The best thing about it is this purity, which combines all the floral components and is knit up with a backbone note of pencil, rosemary (herbs) and minerals. The taste is equal elegant – firm acidity, light at first in the mouth with killer palate sangiovese attack. Bravo! (97)

Glass: Riedel Sommelier Bordeaux Grand Cru Thu 30 Mar, 2006

2001 Giacomo Conterno, Barolo Cascina Francia, Piemonte, Italy

(Tasted at a restaurant – business dinner, impression only) Very shy on the nose. I rested the glass 20 minutes and when returning a rose note, sealed in red fruit came forward. The style is very old School Barolo and very little sweetness emerged in the tightly packed wine. The taste is where the action is – impressive with violent structure and concentration. It requires minimum 5-7 years of cellaring, but indeed impressive

Mon 15 Jan, 2007

2001 Fontodi, Flaccianello, Tuscany, Italy

Almost intact from my previous experience. The wine could at first look be mistaken for a too fruit driven Sangiovese. But the underlying personality is certainly there.

Fri 09 Mar, 2007

2001 Fontodi, Flaccianello, Tuscany, Italy

Decanted for one Hour) Black fruit core with intense complex profile. The wine is dead sexy, with balsamic, olive oil and smoke. The wine had several phases over the evening and developed more sweetness from vanilla and perfumes from raspberry. The last glass even had a touch of buttermilk and fresh goat cheese. Also it transformed the black fruit core into a more subtle and pure nose. The taste was all the way stunning, long – and with perfect sangiovese attack, but a bit young still with bitter tar and balsamic tannins. (94)

Tasted 7th of October 2005, Glass: Riedel Sommelier Bordeaux Grand Cru

If to compare Fontalloro, Flaccionello and Percarlo from 2001 - I would say that Fontalloro has the most classic Sangiovese expression. It’s already very approachable now, but the least complex of the three. It will still evolve nicely and gain secondary notes, but nothing compared to the wild Flaccionello. The Flaccionello will gain many secondary notes with time as it had so many phases in the glass and still has these untamed tannins. Percarlo is the most refined of the three and posses and unheard purity and it can still recall these remarkable sweet Asian spices. I hope to test-drive the all side by side in near future.

2001 Feudi di San Gregorio, "Serpico", Campania, Italy

I have heard horror stories about this wine and must say that I was very positive surprised when its identity was revealed. Really bizarre smell at first – medicine, peppery salami, with some sort if Chinese spices. The wine changed after 30 minutes in the glass and firm up its mineral level, almost like cool water on iron. Taste is actually fantastic – I put it this way as I was amazed by its potential, even if the taste at this moment is raw, mineral packed, rock hard – dries out the mouth zones completely and for me it’s not everyday you see such magnificent potential. My guess is that it will easily drink well for 20 years, but when it will enter its drinking window is more difficult – I certainly will rest my bottles for 7-10 years. In terms of points it would be appropriate to use Richard Juhlins way of scoring, so;

Point Now: 91 / Point Potential: 96-97

2001 Felsina, Fontalloro, Tuscany, Italy

Intimidating approach with subtle sweetness - purity, blackcurrant, leather and fresh Tuscan herbs. Taste it youthful with great sangiovese bite. The finish is closed by a mineral freshness. This wine is for me a great expression of Tuscan sangiovese and a great friend for a pasta dish. (92).

Tasted 2nd of June 2005. Glass: Riedel Sommelier Bordeaux Grand Cru

2001 Elio Altare, Barolo Arborina, Piemonte, Italy

A young wine and hardly approachable at this stage – the nose had a sedative plum note that took balance from the floral components. Taste was better and underlined the potential of the wine. Don’t touch it for many years. (90-94?)

Fri 05 May, 2006

2001 Clerico, Giabot Mentin Ginestra, Barolo, Piemonte, Italy

(Decanted for four hours) Ultra modern wine with little Barolo resemblance – the nose is covered with new oak, bringing a load of blood, tar, black fruits and herbs sprinkled with pepper. Not a charmer and even worse is the muddy profile where nothing stands out and where every component is covered with the new oak. The taste is better if you concentrate on what potential it might have and knowing how elegant these Clerico wines can be. Bold, tannic, and long - now you can sense it’s a Barolo with the mouth drying totally out. However I will have to take notice of the disappointing nose, even if I might rate it 5-8 points higher in 10 years time, where I will open a new bottle. (87+)

2001 Ciacci Piccolomini d’Aragona “Vigna di Pianrosso”, Brunello, Tuscany, Italy

The wine opens up nicely with red fruit - but very quickly blackberries takes over and a more bold style takes emerges. Black cherries, smoke, Tuscan dust and a good doze of glycerine for each new pour (which was not in any way negative, but it quickly evaporates). But the wine closes down in the glass – and it was almost expected as the disappearing of the red fruit gave the first hint. Now you really have to concentrate, as the wine is very distant. But on the palate you get useful information’s even though it’s painful young. There is a herd of extreme rough tannins, dry extract and never ending bitter notes. It’s no pleasure, but when you swirl it round the tongue you feel a good structure, plus the sense of future minerals. On day two, the same story. I bought a bottle to see if this was a possible wine for my cellar, but I am not sure, but it has good potential for sure.

Thu 19 Jul, 2007

2001 Christine Veselli, Le Poggere, Lazio, Italy

Dark red. Blackcurrant, gunpowder, graphite and very pure. It has a great mineral body with lightness and elegancy but also lots of young ripe fruit. On the palate, this element of elegancy and ripe fruit combo and the finish is equal great with liquorice, tar and mineral. (93+)

Tasted 3 of March 2005, Glass: Riedel Sommelier Bordeaux Grand Cru

2001 Casanova di Neri, Tenuta Nuova, Brunello Di Montalcino, Tuscany, Italy

At opening the wine displayed a lot of roasted coffee notes with simple blackcurrant and high pitched tone of alcohol. I decided to decant it for three hours. Blackcurrant, roasted coffee, iron, herbs, dark bitter chocolate and camphor note that underlines the main problem for this wine – its alcohol balance. Taste nice at first, with a good portion of Italian warmth – rather mouth filling, bold, structural fine, but the closing has way too much warmth (alcohol) and takes a lot of purity away. A Brunello for those who likes the more powerful versions – I however prefer the Sangiovse with a lot more elegance and purity. (91)

Mon 10 Apr, 2006

2001 Cabanon, Bonarda, Lombardia, Italy

Cycle tires, parfumes, plums and with a fruit the seems cooked and out of balance. Taste is soft, with a nice bite, but short and anonymous. (83)

Tasted 9/1-2005, Glass : Spiegelau Favorite Burgundy

2001 Arnaldo Caprai, Sagarntino di Montefalco 25 Anni, Umbria, Italy

My fellow taster must be insane to bring a bottle like this. To say that this wine is young is an understatement. Never ever tasted a wine with so my dry extract – like tongue kissing with a hairdryer. The nose has smoke, leather, dust and rough edges of raw powerful structure. Its fascinating stuff to smell, but of course it don’t really tell the story that it will in 10-15 years time. (91-95)

Tasted 1st of September 2005. Glass: Riedel Sommelier Bordeaux Granc Cru.

2001 Andrea Oberto, Giada, Babera d'Alba, Piemonte, Italy

Feminine nose that had the companionship of a sweet charming element. Taste is very balanced with good focus and structure. The finish has the pleasure of being joined by this sweet elemet and on top of that there is fresh cool blow from the fruit. (90+). When my two friends left, there was a little bit of Giada left and even more subtle sweetness...very nice.

Wed 10 Nov, 2004

2001 Allegrini Amarone, Veneto, Italy

Violent young wine. Black colour and core of fruits, blackberries, reduced balsamic vinegar, and peppers. The taste is muscular, hardly showing any pleasing signs. The finish is strong and flamboyant on the finish line. Not served by me – I would definitely have decanted it. Cellar it for 5-7 years more. (88-92)

Mon 15 Jan, 2007

2001 Aldo Conterno, Granbussia, Piemonte, Italy

(Decanted for 5 hours)

Incredible precise wine and one of the best wines I have tasted in 2007. The level of sweetness and elegance are combined at highest plateau and the result is breathtaking. Roses, cherries and raspberries perfumes sealed in the most complex and refined nose. The taste is incredible nice – swirls around the tongue with killer purity, acidity and a long classic finish. You can’t ask for more – bravo – masterpiece.

2001 Aldo Conterno, Barolo Vigna Cicala, Piemonte, Italy

Incredible wine – almost too good. It was served directly from the wine cabinet and we where all in the Wow-zone. Completely fruit crazy in a good way – with right in your face attack; marzipan, coconut, camphor and divine purity. With such a wine you immediately put up defence mechanisms and find it too much and not true to the traditional Barolo character. But when having finished analyzing you have to surrender to the wine – it’s simply stunning and drinks like it will never ever close down. On day two a tiny little fraction was left in the decanter and it just oozed away with untiring steroid fruit. Bravo!!!

Thu 19 Jul, 2007

2001 Aldo Conterno, Barolo Vigna Cicala, Piemonte, Italy

Once again I rested pen and paper. I have tasted Cicala three times before this bottle. Stunning wine - so seductive with intriguing deep sensual fruits. Should I raise an eyebrow in terms of this nearly perfect wine it would be its already great drinking pleasure. It seems so round and perfectly ready to drink. Not evolved in terms of red fruit, but just so damn sexy. Maybe it’s just a wine which will never close down and will provide consistently drinking pleasure and follows the path of Cicala’s “normal” potential curve. I hope so; my wine groups are loaded with them ;-). (97)

Tue 19 Dec, 2006

2001 Aldo Conterno, Barolo Vigna Cicala, Piemonte, Italy

Oh man – please tell me that I have this wine in my cellar. This glass is irresistible on all major counts. The most delicate sweetness imaginable, with camphor and integrated in this combo is cherry stones and unheard purity. The taste has so much fruit, structure, but still it lands soft and with the same refined sweetness which initially opened the show. Should one dwell on finding matters of concerns about this wine, it would have to be, that it drinks so good at this young stage and it will be more than a challenge to keep hands of from the bottles lying safely in my cellar. (97+)

Thu 08 Jun, 2006

2004 SQN Poker Face

Hvis man duftede til Poker Face og så stak næsen ned i Rene Engel CdV – kunne man intet dufte og jeg mener INTET. Her er altså virkelig knald på og frugten er selvfølgelig domineret af sorte bærforekomster, frugtsødme og lakrids. Jeg er sgu’ blevet for gammel til at holde af denne sammensætning og det bliver for mit vedkommende ufattelig monotont lige meget om det er 100 points. MEN! – Denne vin har noget andet at byde på – ”kølighed”, gemt i fjerne afkroge i dette monster bliver denne knaldsorte vin omsat til ikke bare noget drikkeligt men også noget sjæleligt med præcis struktur og lethed. Lethed skal i denne sammenhæng forstås, som den korte tid 2 personer kvalte denne flaske på – væk var den og for pokker hvor var den god.
Kort indtryk fra en middag på http://www.theledbury.com/ - London

Feb-2008

2000 Rene Engel Clos du vougeot

Herlig sag – ikke den mest koncentrede CdV jeg har smagt, men stadig med blødende kirsebær og sublim renhed. Er så let og behagelig at drikke. Måske mangler den et ekstra gear på den objektive kompleksitet skala, men det ændrer ikke min drikkeglæde.

Kort indtryk fra en middag på http://www.theledbury.com/ - London.

Feb-2008

NV Selosse ”Contraste”

NV Selosse ”Contraste”
(Deg: 24/1-2007)
Man bør jo slet drikke Contraste, som den første Champagne – men vi kunne simpelthen ikke modstå muligheden. Det skulle vise sig, at være lidt af en udfordring, da Contraste er en langsom starter og havde en meget olieret kerne af mørke glødende frugter, tung i måsen og typisk ”Selosse style”. Det giver to problemer. For det første tiltaler denne stil mig kun i tilfælde af mad og vin går op (fungerer tit til Ost) og for det andet så foretrækker jeg til enhver tid en sprød og frisk Champagne til at starte med. Da retten ” Goats Cheese Tortelloni with Date Purée, Beurre Noisette, Almonds and Artichokes” kom på bordet, kom magien. Ikke kun matchede Contraste retten til perfektion, men også selve flasken tog nu form. De kødfulde og alt for upræcise stil, blev nu integreret og fra at have været olieret blev Champagne nu karakterfast og helt fabelagtig. Tag ikke fejl, det er stadig en yderst maskulin Champagne, men overhovedet ikke tung at drikke. Selosse er og bliver en ener. Skal du prøve denne sag til en smagning med mange mennesker omkring bordet, så kræver den i princippet dekantering eller længere tid på flaske, så den kan åbne sig.

Kort indtryk fra en middag på http://www.theledbury.com/ - London.

Feb-2008

1998 Billecart-Salmon ”Cuvee Elisabeth Rosé”

Stadig en smule tilbageholden, men den er langsomt ved at få mere glød i næsen, som har fået mere nerve end da jeg smagte den senest i jul-2007. Dog kommer den aldrig i nærheden af årgang 1996. Men giv den tid – 3 år mere.

Kort indtryk fra en middag på L’ Atelier Joël Robuchon London http://www.joel-robuchon.com/

Feb-2008

1996 Dom Perignon

De klassiske lime, blomster, citrus note præger næsen og når den får mere luft kommer denne herlige kombination af smør, orange og flødekaramel til – yderst charmerende. Smagen har disse mørke toner, som egentlig er lidt overraskende når man forlader næsen, idet de nærmest virker som et par buskede øjenbryn på et ellers perfekt ydre. Det efterlader lidt bitre toner i finalen, som gør moussen lidt kantet i de ydre lag og desværre trækker lidt ned i det yndefulde. Samtidigt vidner de mørke toner om en indesluttede tilbageholdenhed, som jeg har stor tiltro vil udfolde sig med tid. Dog skal det siges, at den stadig drikker pokkers godt, men…med 1996-årgangens fabelagtige vibrerende syre, som konstant er i spil, tror jeg man gør klogt i at lagre yderligere. Overall: Dom P. 1996 er rasende god, men ikke i min top 5 over smagte ’96ere og måske lidt hypet på de ratings som initialt omkredsede den ved frigivelse.

Feb-2008

2005 Wittmann Morstein GG

Jeg valgte at servere denne vin sammen med en efterhånden fredags-traditon i Casa Toga – Sushi fra Københavns absolut skarpeste af slagsen / Sushi Saiko på Christianshavn (no one does it better). Vel er det kontroversielt for så tør en vin, men tricket er naturligvis at holde igen på Wasabien. Vinen åbner skidt for min gane med en alt for kantet tone og mangel på smørelse – den er simpelthen så støvet, at det nærmest svier i tårekanalerne, når næse møder glas. Heldigvis tager vinen form – og regulær magi opstår. Næsen besidder, for den uprøvede smager kontroversielle noter af varme blomsterkorn, hvid pepper, fennikel og det jeg vil kalde skifferstøv. Det giver en helt speciel aromatisk tone, som kan virke afvisende på nogle, men ikke desto mindre ligger den komplekse skat begravet her. Nøjagtig det samme mønster oplever jeg, når jeg drikker R-Rothlay fra Heymann-Löwenstein. Smagen fastholder mystikken og spreder mineralglæde i den varme version, med blomster, og eksterm intensitet og den varmer ganen med et flamboyant smæld. En intellektuel vin, som er smuk på sin egen måde. Men for pokker, giv den noget tid, så de bombastiske toner kan ligge sig til ro.

Feb-2008

2001 Alion, Ribera Del Duero

Mit seneste møde med denne vin stammer fra dec-05. Jeg har netop luret i mit SN og ganske rigtigt – mørke kirsebær og mocha toner. Her i 2008 har lagringen transformeret denne vin til en smuk svane. Vil man tale om drikkeglæde, så er denne vin et perfekt eksemplar. Næsen består af betagende kirsebær, som blander lyse og mørke forekomster. Lædertonerne brøler i vinden og vidste man ikke bedre ville tankerne gå til en Brunello eller top Chianti. Dog bliver den geografiske placering mere tydelig, ved de mere mørke bær og fløde (Mocha’en er igen på spil), som giver varmen i kinder og smilet på læben, fordi varmen og elegance smelter sammen på et plateau, hvor sjælelig drikkeglæde forenes. Smagen er frisk, cremet, elegant og så sindssyg lækker, at smagsløgne rækker hånden frem på en tiltrængt re-fill. Kryber man helt ned i den nørdede Nato-stilling, kunne man måske udbede sig nogle enkelte flere akkorder til at hylde den endelige storhed. Men jeg vil stadig stå fast på, at dette er en himmelsk vin, som jeg kun kan anbefale på det varmeste.

Feb-2008

2001 Setti Ponti ”Oreno”

Kender i det – man hiver proppen af en vin og så går gæsterne hjem. Heldigvis var der tale om et frokostarrangement, så Hr. Oreno her tilbragte hele 7 timer på en karaffel før jeg satte tænderne i den. Det skulle vise sig, at være gavnligt for vinen. Oreno er en sund vin. Den strutter af solmoden saftig frugt og op af glasset stiger brombær, solbær, mørk chokolade, urter og en anelse likør ved ny påfyldning. Den lange dekanteringstid har skilt disse noter ad og transformeret dem fra en alt for glat og ligegyldig masse, til en præcis og temmelig sexet vin. Smagen er yderst saftig og på de sidste meter, kommer der en smule tannisk bremsespor, som kun vidner om yderligt lagringspotentiale. Jeg har været lidt på flugt fra disse IGT vine og Oreno rør’ mig heller ikke, men den var trods alt en fornøjelse at indtage. Vinen blev indtaget til downloading af nye tracks til Ipod’en – Tema Lørdag på DR2 og måske var denne kombinationen af Karl Lagerfeld, duftet af Chanel No. 5 og langbenet modeller med til at få undertegnet i en trance af skønhedsideal og mangel på fiksering, grunden til at Oreno kom under huden. Hvis så – let it be.

2001 Podere Poggio Scalette Il Carbonaione

Tæskelækker næse med kælen Italiensk varmblodighed. Sangiovesen er her præsenteret, som lakken på en solbeskinnet knaldrød Ferrari, som varmer i øjet med den røde frugt, tilsat mørke dybe bær, men også har den metalliske kølighed fra et hav at urter (primært timian) og et snært af læder. Smagen er kraftfuld og blander ungdommelige varme fløjlsstrofer og præcis sangiovese bid. Tænk sig – i en verden af pristosseri på vine, findes der stadig uberørte perler, som denne og det siges endda, at 2004 er endnu bedre – jeg glæder mig allerede.

2005 Zind Humbrecht, Riesling ”Clos Hauserer”

Vel er man klar over, at Zind Humbrechts noget til tider opulente stil er i glasset, men vinen er virkelig yndefuld på sin helt egen måde og bekræfter rygtet om, at ZH har lavet noget helt stort i 2005. Den samme honningsødme og tekstur præger vinen, som vi kender ZH for og fede pompøse blomster kommer til, sammen med mineralskud, skøn fylde og en klar fast tone. Smagen er ungdommelig og bærer stadig rundt på en smule hvalpefedt, men den har en rigtig flot rank stil. Godt lagringspotentiale. Nice.

Feb-2008

1995 Scavino Barolo Rocche dell’Annunziata

Så tror jeg kælderen er ved at være tømt for gustne ’95’ere…og dog der er stadig et par lig i lasten ;-). Dette er en ”fin” vin, men så heller ikke mere. Den besidder for hver ny påfyldning i glasset en ganske fin intensitet af tørrede mørke bær, violer, skovbund, Karl-Johan svampe og et cremet element. Vinen besidder dog ikke evnen til at holde disse noter gående, hverken i styrke eller i kompleksitet. Smagen er igen ”’95 tør” – men holder fin elegance og hæderlig drikkeglæde, hvis der er noget på tallerkenen. Stort bliver det aldrig, vinen er for rustik og mangler frugt og vægt.

Jan-2008

1999 Bollinger La Grande Année

Havde jeg haft dette vin blindt ville jeg nok ikke have gættet Bollinger. Juhlin bemærker omkring årgang 1999, at andelen af Pinot Noir nu er en kende lavere. Bollinger, som jo næsten altid har været kendt for deres mørke varme frugter, fremstår her mere sårbar og elegant. Lad mig sige, at vinen er en del mere tilbageholdende end mit sidste møde i jun-07, og den varme anisfrugt har fået en ledsager af en lille smule kantet metallisk note, som gennem hele denne flaskes åbne tid ikke ville fortage sig. Dog er elegancen værd at søge allerede nu, med blomsterstøv, kornmark, vaniljeparfumer og fransk landbrød. Smagen er en skygge af sig selv i forhold til oplevelsen tilbage i Jun-07, og vidner om en hel del tilbagetrukkethed, hvor den ikke rigtigt kan strække sig. Overall er den tilbageholdende stil stadig en nydelse, selvom man vil få en langt større oplevelse, hvis man gemmer denne Champagne i minimum 5 år mere.

Feb-2008

2000 Numanthia, Toro

Totalt patetisk vin på førstedagen, trods den tilbragte 3 timer på en karaffel. Fuldstændig inficeret af hed frugt og ustyrlig meget fad. Den nærmest grillede ganen og væltede en omkuld med alkoholiske toner – den var tæt på at ryge i vasken. På dag to – bedre. Den første time kæmpede den stadig, men langsomt kom der noget, som mindede om vin. Frugten er seriøs mørk og det er som om alle noter er sværtet til i sort lakrids, likør, sveskejuice og balsamico. Langsomt får brombærkernen overtaget og et element af fasthed tager fat i vinen. I munden føles væsken ikke tung, men heller ikke overbevisende. Smagen er meget (varm)blodig og det lykkedes aldrig, at smide den noget alkoholiserede overfrakke. Hmmm…langsom starter må man sige – prøv at gem den 5-7 år endnu – Ikke nogen fornøjelse nu.

Jan-2008

1995 Spottswoode, Cabernet Sauvignon, US

Lækker topmoden sag, som charmerer med; sød tobak, kernemælk og cigarkassen (inkl. Røg). Smagen er klassisk med Fransk islæt og dejlig saftig, fin og elegant. Mangler måske de sidste meter og kanten til optimal storhed, men den er topmoden og drikker genialt.

Jan-2008

2002 Sylvie Esmonin, Gevrey-Chambertin, Clos St. Jacques

Helt anden vin end Armand Rousseau fra same mark. Den saftige konkurrent er nærmest kontrast til denne lidt støvet og rustikke vin. Tiden er dog med den i glasset og sødmen tvinges langsomt frem gennem røde fragmenter og nelliker. Smagen er på lignende vis lidt stenet og støvet i udtrykket. Kommer fint rundt om tungen men falder lidt til den korte side og mangler noget saftighed. I det sidste glas begyndte dette dog langsomt at vise sig, så gem den 4-5 år endnu. Ellers en dejlig vin, som dog blev trynet af dens rival.

2002 Armand Rousseau, Gevrey-Chambertin Clos St. Jacques

Skal jeg konkretisere mit spæde præferencegrundlag i rød Bourgogne, tror jeg fremover jeg bare vil sige, at min smag rammer Clos St. Jacques fra Armand Rousseau. Fantastisk lækker saftig næse – rød bolsjesødme, sommerlige hindbær, sød pirrende lakrids, sublim renhed og et snært af dyrepels. Smagen er meget livlig lige og snor sig perfekt på tungen, men holder så lidt igen i finalen med lidt gummismag, som hiver nogle af safterne tilbage til den forreste del af munden. Det vidner lidt om, at vinen stadig er ung og har behov for mere tid til at strække sig fuldt ud. Genial vin.

1996 Deutz, Cuvee William Deutz Rosé

Jeg kunne skrive dette smagsnotat i blinde. Denne Champagne blæste mig omkuld og er i sandhed noget af det bedste skum jeg nogensinde har smagt. Næsen har en himmelsk skrøbelighed, som er resultatet af guddommelige frugt, friskhed og intim elegance. Kombineret giver den ligning en sjælden set storhed. Næsen åbner med kurant parfumer, blomster, tørrende abrikos aromaer og sunde milde rugbrødsflagrer. Smagen er arrogant lækker, med ophøjet cremet elegance, anisvarme og hele kroppen beriges af de her varme frugter, en smule røg og en uhyggelig lang eftersmag. Lig dertil, at denne ’96 er ret åben samt årganges storhed og det fantastiske syrespil. Den bedste Rosé Champagne jeg nogensinde har smagt.

Glasset: Zalto

Jan-2008

1999 Domaine Ghislaine Barthod Chambolle Musigny les Fuees

Åbnet direkte fra min værts vinskab uden dekantering. Viser kølig, men også en rustik stil. Havde jeg fået denne vin serveret blind ville jeg måske have været splittet mellem Bourgogne og Piemonte. Næsen er præget af en blanding af støvet blomme/sveske toner, sorte bær og violer. Smagen falder lidt til den korte side, men den virker samtidigt også tilbageholdende med mulig lagringspotentiale i sigte. En ting er sikkert – vinen viser, hvor lidt jeg ved om Bourgogne

Jan-2008

1999 Messorio

Jeg syntes til tider, at det er en smule belastende at skrive noter på denne vin, da jeg altid er en smule biased. Merlot deler ofte et panel og jeg er heller ikke ubetinget glad for denne drue. Jeg er dog glad for, at jeg kender Messorio så godt efterhånden. Næsen har de dybe, og for nogle lidt for easy going elementer af, blomme, chokolade og generel silkeblød imødekommende frugt. Vi er naturligvis langt fra Sangiovesens sårbare og subtile udtryk, så det skaber altid en kontrast. Men langsomt kommer den storhed jeg kender denne vin for. Frugten forbliver dyb og blommepræget, men så kommer urterne og den mineralske nerve, som tager alting til et højere niveau. Smagen er virkelig dejlig og utrolig ren, men den holder lidt igen. Sagen er, at 1999 er meget anderledes nu. Marcipanen og blåbærren er stort set væk og vinen er langt mere reserveret. Den har helt klart præg af den nedlukning jeg senest konstaterede i sep-06. Det er også klart for mig, at 1999 Messorio langsomt vil gå den vej, som dens forgængere allerede er i gang med. Den vil blive endnu mere elegant og blommefrugten vil aftage en smule og resten vil indsluses i mere mineralitet samt varm toskanske jord. Urterne vil altid forblive i vinen. Jeg tror også den vil få flere Franske forbindelse og jeg tror man vil gøre klogt i at gemme den i 5 år.

Jan-2008

1999 Scrio

Enorm kølig i næsen, selvom den også har mørke frugter, dyrepels, læder, hvid pepper og mynte. Smagen har masser af urter og Toskansk varme, men med tiden i glasset tager den hvide pepper note lidt for meget fokus. Det blev debatteret om flasken havde prop, hvilket de fleste slet ikke kunne følge, men jeg vil dog bemærke, at denne overdreven pepper note tog en drejning jeg ikke før har set i Scrio, som jeg har smagt en del gange. God start og lidt underlig slutning i min bog.

Jan-2008

2004 Rocca di Frassinello

Et projekt mellem Castellare og Baron Eric de Rothschild. Lavet på 60% Sangioveto, 20% Cabernet Sauvignon and 20% Merlot. Den oser af medicinskab – det er helt uhyggeligt og den dominerer så meget, at man lige skal lade den ose lidt af i glasset. Stille og roligt kommer ung viril marmelade frugt til, samt pikant sødme. Overfladen i vinen er meget glat, men den har en rigtig god friskhed, som aldrig gør den tung…men for pokker det der medicinskab er altså ikke blevet lukket helt endnu. Smagen er viril – men solbærforekomster, overmoden frugter, samt en lidt grønligt græssende olivenolie fornemmelse. En vin, som på nogle punkter virker lidt frugttosset, men på den anden side er den ganske let at drikke. Kunne være interessant at smage den igen om 5-6 år.

1983 Case Basse Riserva

Samme taktik blev brugt, da vi senest smagte denne vin i sep-07. Proppen og toppen af kl. 15:00 og så ellers bare venten på kongen. Den er lidt sløv til at komme ud af starthullet og kommer først med lidt hengemt 25 år gammel frugt, men så kommer den…...denne overjordiske vin – hold nu kæft, hvor er den god mand!!! Man stopper simpelthen op og finder ud af, at søgen efter perfektion slutter her – målet er nået. Det er næsten ligegyldigt, at beskrive denne vin igen, som rummer et enormt spektrum af rød frugt, rosmarin, karamel, roser, slidt lædertaske og tiltagende intensitet for hvert minut den tilbringer i glasset. Smagen er om muligt endnu bedre – helt uhyggelig varme i ganen hvor hele vinens sjæl omfavnen smageren og man har ikke andet en overgivelse tilbage. Hvilken storhed.

1990 Mastrojanni Brunello di Montalcino

Dejlig fin og ren sangiovese udtryk. Kirsebærren og de rødlige nuancer står meget elegant og fint defineret, men vinen vender lidt mod startende sveske, mandarin og lidt støv. Smagen er dejlig frisk og snor sig rigtig godt og her har vi virkelig en rigtig madvin. Den viser tegn på, at den skal drikkes nu men overall må jeg sige, at den var super og i meget hårdt selskab.

Jan-2008

2001 Monsanto Chianti Classico Riserva ”Il Poggio” Riserva

På importørens hjemmeside står der: “Foto på vej”. Jeg kan fortælle, at det er verdens grimmeste etiket – så lad endelig den stå uden et foto, fordi det er en bragende god vin. I kontrast til Dievole er her lyse og allerede meget imødekommende bærtoner, hvor den røde frugt betager min præference. Udover disse sødlige kirsebær toner står vinen rank i glasset og fremstår meget ren. Smagen har denne herlige Sangiovese krølning på tungen og har en fin lang varm eftersmag. Rigtig fin.

Jan-2008

2001 Dievole, Chianti Classico Vigna Dieule

En vin, som delte panelet en del. Nogle syntes den var meget åben andre syntes ikke. Jeg tilhører den sidste gruppe, men skal indskyde, at jeg intet kender til producent eller vin. Første indtryk er en smule urenhed, som langsomt fortager sig, men går lidt over noter af støv, røg og jod. Men tiden i glasset, kommer en lille smule varme til, men ikke meget sødme (det var andre omkring bordet slet ikke enig i) og jeg har svært ved at fange frugten her. Smagen er stram og jeg fornemmer igen denne urenhed og så er vinens rejse gennem munden noget problematisk. Den glider lidt koldt og metallisk gennem ganen i en streg og det er bekymrende for strukturbilledet. Gav jeg point ville jeg skrive (?)

2001 Il Molino di Grace Chianti Classico Riserva ”Il Margone”

En meget behagelig vin, som sætter bløde jordbærfodspor og elegance indtryk på de første dufteindtryk. Smagen er igen elegant og meget venlig. En vin, som bestemt er ”rar”, men mangler en hel del personlighed og kant for at få mig op af stolen.

2006 Tabbarini ”Adarmando”

Måske var denne vin for stor en kontrast din den majestætiske 1996 Salon, som stadig brusede i naboglasset. Meget eksotisk/bizarre hvidvin, som slet ikke falder i min smag. Den åbner med olieret kerne af brændt smør, sherry, mandelessens og krydderier. Smagen har igen denne olierede stil, som desværre aldrig har evnen til at sætte et ordentligt syrebid ind. På de sidste meter får den samtidigt et flamboyant smæld. Jeg søger friskhed, mineralitet og syre i min hvidvine og denne vin besidder ingen af disse og derfor falder den udenfor min præference.

1996 Salon

Der har i nogen tid svirret gode noter på 1996 Salon og en sådan fristelse lader man ikke går forbi, hvis man kender lidt til Salon’s drikkevindue. Knivskarp åbning med melon, citrus og mineralsk lime eksplosion. Selvom her er tale om en meget ungdommelig sag er her masser af frugtdrømme, der melder sig, som små cremede dybvandsbomber. Spillet mellem det knivskarpe fokus og de cremede elementer er det, som gør denne Champagne til noget helt specielt. Smagen er utrolig præcis, med perfekt mousse, mega høj syre og så med denne Majestætiske Salon følelse. Fabelagtig.

2001 Trinoro, Cupole

Hvis man vender denne vin lidt på hovedet – så burde den falde lidt under den fane af Italienske ITG vine, som jeg med tiden er lidt på flugt fra. Druesammensætningen er så vidt jeg kan lede mig frem til primært domineret af Cabernet Franc (78%) – resten (11%), Cesanese d’Affile (6%) uva di Troia (5%). Derudover holder den 15% alkohol iflg. Den tarvelige fotokopi etiket. Med det lagret på rygraden, ventede jeg slet ikke det, som skyllede ind over mig i første næsedyk. Vinen er simpelthen gennemsyret Italiensk og den åbner ballet med at kaste smageren ind i en regulær hed kinddans, hvor man bliver udsat for læderaromaer, friske krydderurter, cappuccino og ”sortfrugts-kriller”. Som vinen langsomt lukker op, kommer der sågar en metallisk brise ind – brillant - ganske enkelt. Smagen er kælen, saftig og snor sig godt rundt omkring tungen. På den sidste meter, kommer en lille smule bremsespor fra alkoholen via grillede bitre elementer. Vinen balancerer dog, da de mørke frugtsafter giver god vægt til det samlede indtryk. Skøn vin – dog lige under storebror ”Trinoro”, men også i et andet prisniveau.

Jan-2008

1995 Sandrone, Cannubi Boschis

Jeg havde virkelig ikke store forventninger til denne vin. Det skyldes primært to ting – 1) Galloni’s lidt slatne omtale og 2) Efter indtagelsen af næsten 50 Europæiske 1995’ vine i 2006/07 var jeg forberedt på en tør og gusten vin. Vinen blev dekanteret 3 timer og fra første snif i det store Riedel Bourgogne glas var der et smil på min læbe. Måske det bare var gensynet med Cannubi Boschis, som gjorde det, skal være usagt – men ikke desto mindre var væsken i glasset rasende charmerende. Den oser af roser og violer, samt tørrede læderaromaer, tjære og lidt skovbund. Det jeg virkelig godt kan lide den for, en dens tilbageholdne elegance, hvor man som smager, sniger sig ind på byttet og får små florale skud med for hver gang man fordyber sig. Smagen snor sig spændstigt omkring tungen, men blev en lille smule tør på de sidste meter, da min tomatrisotto løb tør. Med henblik på de mange ørkenvandringer i 1995 årgangen er denne vin kandidat til den bedste af alle. Selvom den mangler stjernestøv, bringer den minder om, hvor god en vin Cannubi Boschis er. Sandrone er måske en gud?

Jan-2008

2004 Poderie Il Palazzino Chianti Classico Grosso Sanese

ALT for ung – jeg burde have vidst det. Jeg har smagt denne vin i mange årgange da den er hof-vin på Era Ora. På førstedagen efter 3 timer, kom der glimt af den røde frugt – som nærmest stod som skinnede rød stramtsiddende Ferrari-lak. På dag 2, havde urterne taget helt over og vinen var helt utilnærmelig. Gem 7 år

2005 Pintia, Toro

Ærgeligt! – Jeg dekanterede den for længe. Den åbnede ellers med dyb og sødlige kirsebær – ret betagende. Men da jeg 4 timer senere skulle sætte tænderne i dyret, havde den mørke balsamico stil nærmest sværtet vinen til i tjærebefængt frugt. Helt umuligt at trænge ind til de sødlige kirsebær fra åbningen og smagen har alt for mange grill og bitterstoffer.

2005 ”Nelin” Clos Mogador

Meget spændende hvidvin fra Rene Barbier. Lad os starte med druesammensætningen – 60% Grenache Blanc – resten; Pinot Noir, Viognier, Macabeu, Marsanne og Rousanne. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet – men i hvert fald ikke det her. Vinen er utrolig let og dansende og man får med det sammen sydlige himmelstrøg på nethinden. Jeg elsker sådanne type vine, som ikke er forbydende store sammensatte vine, men en vin, som oser af friskhed og får tænderne til at løbe i vand. Noterne fra næsen er; popcorn, eksotisk frugtsaft (primært ananas), blomsterstøv og så denne fornemmelse af at sutte på våde sten. Smagen er crisp, let og super delikat….en genial sommervin med kant.

2001 Elderton, Conmmand Shiraz, AUS

(Juleaften)Det væltede ud af glasset med klassisk alkoholiseret Shiraz stil. Sødmen er drævet af faddets sødlige, nærmest likøragtige tone og det er instant pleasure eller rynken i panden på den intellektuel søgende smager. Vinen tager sig efter en lille halv time sammen og bliver mere rank. Til gengæld får den nærmest Lakrids-chock og det er ren Piratos land. Forsamlingen elskede den – havde aldrig smagt noget så godt – så svigersønnen scorede point. Boller fra Koberg – den er glemt hurtigt i min bog, men ikke en dårlig vin.

2000 Pegau

(Juleaften)Denne vin havde et formål – at matche svigermors julemad (den mest fabelagtige andesteg med suverænt tilbehør). Det gjorde den til perfektion. Dens mørke brummende overmodne frugtstil sidder lige i skabet og har masser af overskud til at matche madens fede struktur. Tager man nissehuen af for en stund er vinen IMHO alt for varm og mangler i den grad et element af renhed. Men overall – perfekt mad og vin match.

Dec-2007

1994 Domaine Zind Humbrecht Gewurztraminer Herrenweg Turckheim

Spontant åbnet i forbindelse med, at de hjemmelavede torske-fiskefrikadeller blev tilberedt på panden. Hertil serverede jeg en løgmarmelade tilsat 3 slags sennep og rugbrød (Gastro opskrift) og så blev jeg pludselig tørstig. Der er anden gang jeg laver denne ret og jeg må sige, at den fungere bedre med en god kvalitets øl. Men så tosset fungere den heller ikke her – sødmen og alkoholen var helt gak til maden, men den krydrede note fik nærmest en malt note (måske var øl associationerne fra sidste gang) i vinen og det kunne nemt holde løgmarmeladen i skak. Gewurztraminer er slet ikke mig og for pokker denne vin er alkoholisk præget og trods sødmen som modpolen, bliver det aldrig vellykket. Smagen er nærmest patetisk – et felttog af opulente ZIND H soldater uden retning og syrekanoner. Jeg kunne ikke drikke mere end en 1/3-del. Dagen derpå var den i spil igen, først om formiddagen da en vininteresseret gæst var forbi – og senere om aftenen og her skete en nærmest uhyggelig transformation. Vinen viser nu helt uhyggelige sekundære lag af saltet abrikoser, brændt hø, friteret karamel og mørke overjordiske kræfter. Det, som er forskellen nu – er at alkoholen ikke spiller førsteviolin mere, men kun brummer lidt i koret. Smagen er sindssyg koncentreret og tag ikke fejl – rimelig krydret – men nu viser sødmen, hvad den er sat i verden til og trækker vinen på plads i finalen. Jeg endte med at holde ret meget af den…men før jeg fik det store smil på, var flasken tom.

Jan-2008

1999 Vilmart, Coeur de Cuvée, Champagne

Jeg vidste det – men jeg kunne ikke modstå fristelsen. Denne vin er alt for ung – og det mærkes især ved en brusende stramtantet havduft og blomsterblade. Vinen reddes dog af Vilmart klassiske anis varme, som altid er mesterligt afstemt mellem fadvarme og figursyet elegance. Smagen er stort set ”næsen” udtrykt i smagsløgnes fortælling med; anis varmen, blomsterne og bien – kærligheden og den varme følelse – men den strækker sig overhovedet ikke fuldt ud endnu. Vi ses om 5 år.

Jan-2008

2005 Weingut Heymann-Lowenstein, Uhlen Riesling Roth Lay

Endnu engang udsatte jeg ”Uhlen R” for 13 timers luft i en karaffel og det er den perfekte formel. Vinen fremstår mere maskulin en den for nyligt smagte ’04 – men krydret pære, hvid peber og et syrligt pisk, som frembringer denne særlig følelse af *champagnebrus (isen af samme navn). Smagen er helt anderledes end 2004 versionen af denne vin – langt mere opulent og den spiller især med musklerne i den forreste del af munden med, hvor den sætter varmespor ind – efterfulgt af ”skiferstøv”, som langsomt glider tilbage i ganen og giver denne helt fænomenale fornemmelse af overgivenhed. Igen en berigende oplevelse, selvom ’05 for mig har brug for 5-6 år mere til at fremstå mere rank og helstøbt. Jeg kan dog sagtens se, hvorfor de objektive røster kaster deres kærlighed på ”05” – men for mig besidder ’04 lige nu mere skønhed. Når det er sagt – så vil jeg gerne slå et slag for denne Roth Lay – som i sandhed er en diabolsk skønhed, hvor overnaturlig styrke møder yndefulde Riesling former. Jeg kan ikke få for lidt af sådan vin.

Jan-2008

1997 Elio Altare ,L’Insieme, Piemonte, Italy

Starter godt med cremet fylde, støv, røg, mørke frugter og en cappuccino følelse. Med tid kommer et mineral element ind og giver lidt bistand til den efterhånden noget blævrende personlighed. Smagen er kælen – imødekommende, med en silkefølelse og glider let ned i ganen. Med tid kommer lidt mørke brummende solbær kerne og giver en følelse af velvære. MEN! – for pokker denne vin vil mange ting på én gang. Dens sammensætning af mest Cabernet og lige dele af Barbera og Nebbiolo siger stort set det hele – der mangler i den grad personlighed. Hvor er kanten – hvor er nerven?? og ja…. – jeg mærker ikke vinen på en sådan måde, at den løfter sig selv op fra gode objektive værdier til en fordybende oplevelse. Dette er ikke en dårlig vin fra et objektivt synspunkt, men en vin – som for mit vedkommende hurtigt vil gå i glemmebogen.

Jan-2008

Champagne madness på Restaurant Geranium (DANISH)

Champagne, Champagne, Champagne…

..min vinklub har nu længe lyttet på min fuglefløjten omkring Champagnes lyksaligheder. Fløjten er en ting – handling er en anden. Der var ingen udvej for mig – vi måtte have vores første egentlige Champagnesmagning.

Smagningen blev afholdt på Restaurant Geranium http://www.restaurantgeranium.dk/, som på endnu en smuk majaften skulle vise sig, at være den perfekte ramme. Geranium serverer måske noget af det mest raffinerede mad i København, som har millimeter præcision, lethed og genialitet. Køkkenet og betjening emmer af selvsikkerhed og overskud – jeg mener, når Rasmus Kofoed nonchalant går ud i haven og tager flaget ned efter solnedgang – er det som en garvede Kaptajn på et rutefly, som roligt informerer sine passagerer om ruten og estimeret flyvetid, alt imens et uvejr raser udenfor. Og en speciel tak til Sommelier; Lasse - er så sandelig også på sin plads, som styrede vores bord med professionel hånd og en regn af nye glas for hver vin.

Jeg tror aldrig jeg har glædet mig så meget til en smagning, som denne. Jeg tror heller ikke jeg har haft så mange sommerfugle i maven før en smagning. Ville det overhovedet lykkedes mig, at overbevise/smitte mine kompetente medsmagere, med min Champagnefeber. Ville mad og vin passe og ville 15 flasker Champagne blive for meget??De svar vil jeg lade mine gæster besvare – men jeg kan allerede nu godt afsløre, at min kærlighed til Champagnen ikke et blevet mindre efter denne smagning.Line-up blev sammensæt for at vise forskelle, matche maden og kombinerede, for det meste, en af de ”store” navne med en mindre producent. Line-up blev afsløret da vi satte os til bords og jeg tog ingen noter – ro til mine gæster og nydelse

Flight 1 Appetizers

1996 Deutz Cuvée William Deutz Rosé
(75% PN, 25% CH)

Her var den så igen. Den svinger lidt – lukket eller åben. Denne ligger lige midt imellem. Mere tilgængelig end den på Søllerød for en måned siden, men mindre sprælsk end min januar oplevelse. Det er en smuk Champagne – rustik, skrøbelig og ekstrem koncentreret. Det var dog, som om der lige manglede det sidste magi.

2002 Vilmart, Grand Cellier Rubis Rosé (60% PN, 40% CH)

Meget fjern næse og slet ikke i nærheden af min seneste oplevelse for en uge siden (den note følger). Smagen er god dejlig med jordbær parfumer. Vores sommelier, Lasse gjorde os opmærksom på, at hvis vi kunne gemme den til retten ”røg, gløder og aske” ville den passe godt. Det viste sig, at være helt rigtig, selvom mit glas næsten var tomt ;-). Men prøv at servere denne med lakse eller ørredrogn.

Flight 2
Røg, gløder & aske.

Fuldkommen vanvittig genial servering. Retten kom ind og små krukker med glødende kul blev åbnet, så en røget tone indhyllede bordet. Rasmus Kofoed serverede selv retten, med ville først sige, hvad vi spiste bagefter. Det skulle vise sig, at være radiser med blæksprutteblæk, kammuslinger, lakserogn og hasselnød-sne – genialt.

1993 Vilmart Couer de Cuvée, Magnum (20% PN, 80% CH)

Jeg har ofte prist Couer de Cuveé for, at være sindssyg ren og dette er ingen undtagelse. Den har en fabelagtig Mersault karakter med smørnæse og en saftig ananas frugt. Herlig ren og pirrende eftersmag og til dato den mest kraffulde Couer de Cuveé jeg har smagt. Hvordan laver man så god Champagne i så svært et år? – bravo.

Flight 3
Hvide asparges Pighvar, luftet brunet smør, Sank Hans urt & vilde løg

1996 Cristal (55% PN, 45% CH)

Hvad skal jeg sige – Cristal 1996 er fuldstændig uimodståelig – næsen er ren, blomstrende, mineralsk, let toasted og med en yderst appetitlig kompleksitet. Smagen er så læskende og som en konstant kildende fløjlshandske i ganen. Aftens absolut mest sexede Champagne.

2002 Agrapart ”Venus” (100% CH)

Faktisk er dette heat interessant. Både Venus og Cristal har disse meget aromatiske rene næser, med den let toastede stil. Cristal har mere autolyse, men Venus er mere vinøs og så sandelig også mineralsk. Giv venus noget tid – det er en stor vin. Når vi nu er i gang med at sætte labels på, så er Venus aftenens mest mineralske Champagne.

Flight 4

Sprød Brissel & Krabbe, rå rabarber, boghvede & Bronze Fenikkel

2002 David Léclapart ”l`Apôtre (100% CH)
(deg. April 2006)

Jeg er helt pjattet med denne vin – men den er i hårdt selskab denne aften. Jeg har lige skrevet en note på den og fastholder stadig, at vi har noget meget stort foran os her. Den udviklede sig konstant i løbet af aftenen – og så den der myntenote i den dybe frugthave…jeg bliver helt blød i knæene.

1996 Bollinger Grande Annee, Magnum (70% PN, 30% CH)

Fuldstændig elektrisk Champagne. Bollinger style, med mørke Pinot fraseringer, rugbrød og kombineret med dette fuldstændige overdådige overskud af frugt. En demonstration af intensitet, magnumflaskens betydning og det magiske 1996 år – der var nærmest stående bifald over hele bordet fornemmede jeg.

Flight 5
Kongens Urtehave

– dækker over en yderst aromatisk urtesuppe fra den smukke have.

NV Jacques Selosse ”Initiale” (100% CH)
(Dog-følger....)

Vi kender den – og Initiale skuffer aldrig. Pirrende ren biovin med milde frugtsafter og spændstig syre. Man kunne drikke initiale hver dag.

NV Jérôme Prévost ” La Closerie
(I princippet en ren årgang 2005)

Jeg kunne godt fornemme den delte bordet. Personligt er jeg vild med næsen. Den mørke Pinot Meunier sammen med disse herlig prikkende bionoter – det har jeg aldrig set før. Smagen er derimod mindre vellykket – den falder for kort – måske skal den have mere tid.

Surprise – doneret af Geranium2003

Leclapart Champanoise Rouge Cuveé L’Eden
Serveret i sorte glas -

Bizar næse, som er sprittet og ubalanceret. Hmmm…måske ikke en repræsentativ flaske – eller?

Flight 6
Glad Kylling, morkler, skovmærke & kartoffelskræller

1990 Jacques Selosse Vintage (100% CH)
(Deg. 8. april -1999).

Nøj hvor var jeg spændt. Denne flaske har ligget 6 år i min kælder. Der er en hel del skæve 1990 Selosse derude, men dette er heldigvis ikke en sådan. Vi har at gøre med aftenens mest komplekse næse. Den er simpelthen så dyb og stadig ret frisk med æblesafter og disse dybe Selosse lag, som integrerer dybe bløde marzipan og chkolade noter. Udvikler sig konstant i glasset og så glem ikke smagen – så får endnu en titel med hjem, som aftenens længste. Hold da fest – mon man nogensinde får smagt den igen?

1988 Krug Vintage

Lad os trække aftenens sidste label op – for her kommer den absolut bedste næse. Når LVMH nu ejer både Krug og adskillige parfume navne, kunne man så ikke bede en af disse lave 1988 Krug, som duft. Jeg afgiver gerne en større ordre, fordi dette en er af disse Champagner, hvor 95% af oplevelse sker med næsen begravet i glasset. Det er de fineste Polynesiske vaniljestænger tilsat rugbrødsflager og et uhørt frugtoverskud, som kun Krug kan frembringe. De 2 gange jeg tidligere har smagt 1988 har jeg lidt nørdet hævdet, at den har et hul på mid-palate – og det har den altså stadig. Men for pokker – det er altså et luksusproblem og det er stadig en mesterlig Champagne, som har min 25 års givende liv foran sig.

Surprise – doneret af Bent.

2001 Guigal La Turque

Skiftet tid rød, kunne på papiret have været givende. Vi kender det selv, når man har siddet til en temasmagning og så kommer der en modpol ind og tager fokus. Det skete ikke her og vinen virker lidt akavet – for animalsk midt i Geraniums blomstrende pikante køkken.

Flight 7
Ost

NV Jacques Selosse ”Contraste” (100% PN)
(Deg: 24/1-2007)

Har smagt denne degorering før. Her til osten går den i perfekt spil og de mørke kødfulde frugter bliver mere pikante og afdæmpet og jeg vil gå så langt til at sige, at den bliver elegant. Mon ikke jeg bare skal konstatere, at jeg har en svaghed for Selosse.

Veuve Clicquot 1988 Rare Vintage (56% PN, 11% PM, 33% CH)

Også en Champagne jeg har smagt før. God dyb frugtkerne, som blander karamel og denne kombination af overmodne og friske æbler.

Flight 8
Mælk

1990 Jos. Christoffel jr, Riesling Auslese*** Ürziger Würzgarten

Igen – skiftet fra Champagne til en total petroleumspræget klassisk Riesling – virker svær. Passede desværre ikke til maden. Men jeg er nu vild med denne super friske og delikate vin, som i næsen ikke er sød med er det i smagen

Flight 8
Græskarkerne – multebærsaft & Hvid Chokolade

1994 Zind Humbrecht Tokay Pinot-gris"Clos Windsbuhl”

Efterhånden er fast indslag I vores lille vinklub – det vidner måske om, at min beholdning af dessertvin er næsten ikke eksisterende. Den skuffer ikke og går godt til maden.

Der kom også en rød Bourgogne på programmet – jeg mener det var denne:

2002 Preuré Roch Les Clos Goilotte

Funny vin – syntetisk krydret næse, som har et balanceproblem i min optik – eller måske jeg bare var Champagnehøj på dette tidspunkt.

En skøn aften slutter. Jeg vil gerne sige tak for alle de flotte gaver og for, at I alle var med til at gøre denne aften en helt speciel oplevelse for mig. Jeg lover jeg vil tage jer alle med på flere Champagne togter i nær fremtid.

Flere billeder her: http://www.snakvin.com/foto/thumbnails.php?album=89/Thomas

Noter: April 2008

2002 David Léclapart ”l`Apôtre” BdB, Champagne
(Deg. April-2006)

Jeg skal virkelig koncentrere mig her, fordi det er en af de noter, hvor de emotionelle følelser ender med at løbe med overskrifterne. Vi lader lige pulsen falde for en stund, for det her er stort – RIGTIGT STORT. Jeg vil gå så lagt til at sige, at en stjerne er født (eller har jeg bare sovet i timen?). Det er en af de mest betagende næser jeg nogensinde er stødt på, som dog lige fra åbningen skræmmer lidt, da man får sin tvivl om Champagnen kan balancere. Sagen er, at det emmer af røg og fadtoner, men heldigvis var det kun et lille forspil. Hefter går det løs. Tæppet falder og så starter et overdådigt show, som for min del spændte sig over 2 timer. Det ene komplekse spektrum efter det andet åbner sig med dyb, virkelig dybe komplekse lag af kaffebønner, chokolade, marcipan og mynte. Mynten lyder måske uskyldigt, men i dette selskab er det saltet på ægget og det er total arrogance at skyde så sublim og raffineret en note af i så dyb og vinøs en Champagne. Smagen; fuldender rejsen – hårene begynder at rejse sig, i takt med, at en uhørt lang vinøs, elegant, omfavnende, og så spændstigt smuk afstemt eftersmag sætter et punktum jeg sent vil glemme. Jeg flyver - sæt mig aldrig ned på jorden igen. GIGANTISK!!!!!!

NV Egly-Ouriet Blanc de Noirs, Champagne
(Deg. Jun-2004)

God start – endnu bedre udvikling, men en lidt gusten afslutning. Denne fredags champagne blev indtaget med nogle intense smagsbomber / hapsere og efterfølgende oste, hvortil den gjorde sig fint. Åbningen er lidt stramtantet og viser for meget hård ”brus”, som om den var fornærmet af, at bliver åbnet. Herefter kommer der facon og liv opstår med et massiv lag af frugt, men også med denne rå tone i evigt spil – som er et af denne champagnes varemærker, men som desværre vil fremstå bedre hvis frugtoasen havde haft flere bløde og dybe frugter. Når det er sagt, så glider den nu ganske godt ned og i takt med at oste kommer på bordet med syltede valnødder og sortfodsskinke, begynder den rå masse af få et modspil. Det sidste glas eller to, går derimod mere i sig selv og den alvorlige mine kommer på igen og frugten bliver bitter/sur - ikke videre fornøjelig. Jeg har smagt bedre degoreringer af denne vin, som trods alt tilhører den absolutte top af NV-ligaen.

2004 Le Macchiole, ”Paleo”

Har man forelsket sig i Italiensk vin, er min erfaring, at kærligheden langsomt skinner på de traditionelle områder med ligeså traditionelle druer. På den konto er stilling 0-1, når Paleo træder ind på scenen. Bedre bliver det ikke, at der er Bolgheri vin og dens fortid og drue-transformation ikke ligefrem skriger på traditioner. Sagt på anden vis, hvor mange har egentlig en kærlighedsaffære kørende med en Italiensk 100% Cabernet Franc vin? Jeg tror denne indledning er vigtig, så man kan lade parader falde og bare lytte og smage – for det her er et mesterligt værk. Vinen blev testet to timer før indtagelse, og viste med det samme charmerende med sødlige strejf af pibetobak, renhed, elegance og solbær/brombær safter. Idet jeg ville følge vinen mere analytisk end normalt valgte jeg ikke at dekantere umiddelbart, men satte bare proppen tilbage i flasken. To timer senere var vine i to forskellige glas (det vender jeg tilbage til) med nogenlunde samme indtryk. Herefter smed jeg det resterende indhold på en karaffel og fulgte den over 3 timer. Den ændrer sig med det samme og ikke umiddelbart til det bedre, da de sødlige nuancer trak sig tilbage og den blev mere reserveret. Heldigvis varer denne fase kun 30 minutter og nu kommer regulær storhed til syne. Våbnet her heder urter og mineraler og kender man sin Le Macchiole ABC ved man, at man er ”kommet hjem”. Smagen er helt fænomenal og jeg mener virkelig fænomenal, hvilket overskud, hvilken kontrol – det er simpelthen utroligt, at en så lineær en vin kan besidde så megen kraft. Det man skal ligge mærke til i smagen er strukturen og det tanniske bid, som på den ene side efterlader temmelig megen garvesyre, men laver 2 overbygninger i form af et drilsk ”tunge-krøl” og derefter et mineralsk smæld, som bare bliver ved. Lig dertil et helt overdådigt lag af frugt og toskansk varme – så er magien fuldendt for alle elskere af Italiensk vin. Spørgsmålet er så bare om man vil lytte? - for mig var det ren overgivelse. 2001 var en mere stringent vin – men 2004 virker nærmest skræmmende, hvis det var en duel på liv og død mellem de to.

Glassene: Riedel Sommeliers og Zalto Bordeaux. Jeg kan ikke udpege en vinder. Jeg gik simpelthen kold i sammenligningsduellen mellem de to, da det tog for meget fokus for mit egentlig formål, at bare nyde vinen. Jeg endte dog med, at drikke vinen af Zalto.

NV Selosse ”Initiale”, Champagne(Deg. 26/10-2007)

Til Carlos store Smagning på Søllerød dukkede Initial pludselig op, som blind passager – generøst doneret af Steen. Ikke kun var den joker, men den var også en afstikker, som på en eller anden måde efterlod mig med en form for fortvivlelse. Sagt på anden vis – jeg måtte simpelthen smage den igen. Den åbner helt anderledes end på Søllerød Kro. Mere kontrolleret – subtil, sårbar og med kælne pære/æble safter. Den tørrede frugtpose, med banan og skumfidus er her kun i de fjerne kroge, men ingen tvivl om, at det her er en Champagne med stor personlighed. Smagen er pirrende, intens og irriterende betagende med skøn frugthave og en finish som kilder smilehullerne og sænker pulsen. Den gode Anselme kan lave Champagne, som ingen anden og for at bruge et godt citat fra netop Steen, så er Initiale den største No-brainer af alle Champagner – køb i rå mængde.

1996 E. Pira, Barolo Cannubi Boschis

Jeg læste for nylig den kære Galloni udtale, at det var tid til at drikke denne vin. Vinen virker på ingen måde træt, da den efter 2½ times dekantering landede i de meget specielle Zalto Bourgogne glas. Meget klassisk Barolo stil med tørrede frugter, kamfer og violer. Smagen følger trop og er holdt i et stramt snit med tørt klassisk syrebid, som fruen i huset fandt lidt for tørt. Måske er det de udtørrende frugter, som danner grundlaget for at frugten er på retræte og derfor denne løftede Galloni pegefinger. Jeg kan dertil godt være enig og vinen byder ikke på megen saftighed, men jeg skal bemærke, at den udviklede sig hele tiden i glasset og for mig en klassisk god Barolo nydelse.

2003 Jacques Lassaigne, Millésime Blanc de Blancs, Champagne

Endnu en helt ukendt Champagne for mig, men der bliver med garanti flere af sådanne, da jeg nu for alvor har sat mig for at blive mere vidende omkring Champagne. Den varme 03-årgang føltes slet ikke i denne super friske mineralske sag, som emmer af melon, blomsterparfumer, honning og så sandelig hvid bourgogne associationer. Smagen holder samme stramme tilgang, udført i ophøjet gang, men kanter sig så lidt på de sidste meter og bitre elementer tager noget balance væk. Den kommer derfor ikke fuldt ud i eftersmagen og her ser man måske noget af 2003 problematikken. Når det er sagt skal den stadig have en stor ros for at vise så flot elegance og jeg kommer med garanti til at smage mere Jacques Lassaigne, når 2004 årgangen lander.

2002 Agrapart ”Venus” BdB, Champagne
(Deg-Juni 2007)

Min rejse fortsætter ind i det ukendte. Venus er en langsom starter – virkelig langsom. Jeg serverede den med en minimalistisk kammuslingesalat, som var tilberedt med citrongræs, oliven, basilikum, mozzarella og tomat. Retten har jeg med succes prøvet før til Champagne og den har det med at fremprovokere noget indre sødme i en ung og stramtantet sag, som min formodning var omkring Venus. Venus kan i særdeleshed lide maden og især syrespillet. Men den florale side lader så sandelig vente på sig, men når den så viser sig, så er det også ment med alvor i stemmen. Noterne er klassiske i den forstand, at de besidder – smør, toast, blomster og vanilje i en tætpakket mineralsk kapsel. X-factoren her er renheden og her taler Venus med store mineralske bogstaver. Smagen er stadig forholdsvis reserveret, men vidner om rasende godt potentiale med blændende syrefriskhed og smæld i ganesafterne. Det sidste glas, var på det aromatiske barometer, det absolutte bedste – gem for pokker – Gem.

Følgende vine er indtaget under afslappet former uden noteskrivning:

1997 Vilmart Couer de Cuvée

En skygge af sig selv i forhold til den flaske jeg drak i marts. Kun citrus og blomster. Smagen er dog dejlig, med det klare høje syrespil.

1999 Philipponnat Clos des Goisses
(Deg. Mar-2007)

Naturligvis for ung, men jeg kunne alligevel ikke dy mig. Tilbageholdende, men dog kraftfuldt udtryk i mørke valnøddepræget frugter. Smagen er svulstig med en god krydret undertone. Gik fint til osten og pata negra. Men gem laaaaaangt væk.

2005 Diel Caroline

Skulle have været en lille driller, men det tog ikke mindre end 5 sekunder før mine to gæster gættede den. Kølig starter med hindbærgrus, men med varme og luft kommer sødmefuld lakrids. Den er sgu’ lækker.

2004 Calera Pinot Noir ”Selleck Vineyard”

Temmelig uimodståelig vin, som stort set spiller på alle strenge. Den har en fabelagtig sødme og måske blev den hurtigt gættet til US-Pinot, men for pokker den har en blændende elegance både i næse og mund. Min erfaring med US-Pinot Noir er til at overse, men jeg tør godt vove pelsen til at sige, at denne er den bedste jeg til dato har smagt.



2001 Le Macchiole ”Paleo”

Den bliver bare bedre hele tiden. Eminent stringent og unik vin, som denne aften blev hældt direkte på karaffel og derfra i glassene. Kernemælk, cedertræ og noter, som flirter med toner af karamel. Smagen er så appetitlig og så linær, at jeg allerede nu glæder mig til min næste flaske.

2005 Dönnhoff Hermannshöhle Auslese

Uhyggelig præcis og slank vin med citrus, mango og hyldeblomst. Smagen er knivskarp og dansende let i munden. Stor vin.

/Thomas

Carlo’s store smagning på Søllerød (DANISH)

Smagningens primære mål, var at fejre Carlo’s kandidatgrad og hvad bedre end af smage noget god vin på Søllerød Kro. Smagens sekundære overskrift var en mini vertikal af Pichon Baron, men som aftenen skred frem skulle det vise sig, at andre vine også gerne ville med på forsiden. Udover det var der en del ekstranumre og hele 3 stafetter i Søllerøds vinkælder.Jeg skrev ikke noter – så dette er kun kommentarer.

Velkomst1997 Cristal
(Ekstranummer)

Mine forventninger var lave, grundet årgangen, men der var så sandelig ikke noget galt med den. Kendetegnet er sublim renhed, men underskønne blomster parfumer, vanilje og ophøjet elegance. Smagen er elegant og Champagnen føltes klar. Meget positiv overraskelse.

1996 Deutz Cuvee William Deutz Rosé

Meget mere reserveret end min tidligere flaske. Kurante noter præger næsen, men de står og buldrer i baggrunden og kommer ikke helt til sin ret. Med luft kommer der flere lag til og kraften fornemmes, sammen med en overdreven elegance. Smagen er derimod meget koncentreret med lang ganevarme og de røde frugter varmer i hele kroppen. Måske den ikke er helt klar alligevel – gem nogle år endnu.

Flight 1

1996 Billecart-Salmon ”NF” (Magnum)

Tankerne gik selvfølgelig tilbage til Noma i februar 2006, hvor jeg for første gang smagte denne prægtige sag. Den er stadig ufattelig mineralsk drevet med højprofileret ’96-syre, men de florale begrænser sig til blomster parfumer og det vidner nok om, at den er langt fra peak. Smagen er derimod en fornøjelse for det syre-elskende folk, selvom den på nuværende tidspunkt kræver mad.

Flight 2

1996 Taittinger Comtes de Champagne

Uha uha…det her er ikke dårligt. Fantastisk Champagne – simpelthen så knivskarp. Jeg har smagt den 6 gange og for første gang ser man nu langsomt den åbner op for godteposen. Der er kommet mere smørtoner og vanilje til, men blomsterne er der stadig og den fantastisk ranke stil er slet ikke til at tage fejl af. Smagen er guddommelig lækker, majestætisk elegance og syrespil. Den har lidt krudt(svovl) i næsen, som for nogle er turn-off – det generede ikke mig.

1996 Philipponnat Clos de Goisses

Lidt indesluttet på de første observationer, men gradvist åbner den sig. Jeg kan godt lide den mystik, som præger den – frugterne er lidt voldsomme i stilen med store varme rugbrødskerner, sherry, karamel og denne glødende stil. Smagen er meget voldsom og dens ungdom fornemmes her, ved at den buldrer for meget frem, men det er fandme også svært, når mønstereleven; Comtes de Champagne står i modsatte glas.

Nv Selosse ”Initial” (Ekstranummer)
(Kan ikke helt huske degogering…men Okt-2007 tror jeg)

Det er altså utrolig så forskellig denne Champagne kan være. Den oser af banan tørrede tropiske frugtpose. Men tid får den mere æble/pære safter. Smagen var hele tiden betagende og dejlig. Kommentar:Puha…efter denne Champagne intro var den en svær overgang, at gå direkte til de røde – ikke kun grundet den naturlige kontrast, men også fordi det man ikke ville give helt slip på den storhed Champagne endnu engang havde bevist.

Flight 3

1995 Pichon Baron

Udmærket næse – udviklet og klassisk. Men mangler definition og er som så mange andre ’95 for tør i smagen.

1996 Pichon Baron

Den bedste i flightet. Har mest nerve, syre og klarhed. Kommer til at lagre godt.

1998 Pichon Baron

Ligger midt imellem de to – ganske glimrende – men man glemmer den lidt i mængden.

Flight 4

2000 Picon Baron

Meget sexet næse og helt klart en vinder på dette tidspunkt. Gennemgående et lækkert glas vin.

2002 Pichon Baron

Svag årgang – svag vin.

2003 Pichon Baron

Ikke noget 2003 varme og ganske fin sag, som dog vidner om noget ungdommelighed. Smagen har dog stadig de lidt irritable grillede bitre elementer fra årgangens varme. Men trods alt en positiv 2003 oplevelse.

Flight 5

1989 Pichon Baron

Fantastisk lækker sag – præcis, klassisk og kompleks. Den bedste Pichon på aftenen.

1990 Pichon Baron

Også dejlig vin – mere karamel og dyb end ’89, men mindre præcis.Kommentar: Jeg kan desværre finde sjælen i vinene fra Bordeaux, men jeg kan så sandelig godt nikke anerkendende til, at det er flotte vine – især de to sidste.

Bonus

2004 Prieuré-Roch Chambertin Clos du Beze

Skøn vin – Silkebløde dybe røde frugter med ”gummisødme”. Ufattelig imødekommende og let tilgængelig selvom den samtidigt er kompleks. Drikker fabelagtigt med elastisk syre og tannin-struktur. Umuligt ikke at holde af denne vin.

Bonus:

1990 J.J. Prüm 1990 Wehlener Sonnenuhr

Fabelagtig renhed, blomstrende og med et snært af petroleum. Smagen er klar, sprød og læskende – niiiiice.

Flight 6

1997 Huet, Cuvee Constance

God – bestemt, men mangler komplekse lag – bliver lidt for karamel-simpel.

Kaffe og Petit Fours samt en kold fadøl….

En mesterlig aften, hvor også Jan Restorff endnu engang fik sat sit personlig præg på aftenen – ingen gør den mand det efter i Danmark – Sådan!. Og så endnu engang tillykke til Carlo.

Der er masser af billeder her. http://www.snakvin.com/foto/thumbnails.php?album=85

Noter: Marts 2008

2006 Dönnhoff Hermannshöhle GG
(Dekanteret 3 timer)

Hmmm…Dönnhoff er jo min helt – så jeg havde høje forventninger til denne vin. Vinen er bestemt god, men den viser nogle tegn på tilbageholdenhed og de første tegn på at være på vej til at lukke ned – eller gør den? Åbningen er hæderlig, men viser tegn på denne lidt støvet hårde fennikel/mineral noter, som blander sig med en ellers temmelig elegant og blomstrende stil. Heldigvis er tiden med den – den tager godt på i vægt og denne lidt irritable fennikel note fiser lidt ud (dog ikke helt) og Dönnhoff smørelse kommer til med friske citrus parfumer og tager vinen til et højere niveau. Selvom vinen blev indtaget under særdeles afslappet rammer (siddende på gulvet til X-factor med Tv-dinner) følte jeg aldrig at vinen havde magien og de nødvendige komplekse til af forføre mig 100%. Jeg havde dog en fornemmelse af, at jeg havde snuset til lidt af stjernestøvet, men der hvilede hele tiden et reserveret ydre over den, som får mig til at tro at vinen langsomt er ved at lukke ned.


1999 Lamborghini Campoleone
(50% Sangiovese / 50% Merlot)

Jeg er virkelig i tvivl omkring denne vin – eller er jeg? Den er bestemt well made og alt det der. En sexet vin med gyngende chokolade hofter og behagelig. Mit dilemma er lidt at sidestille med makrel i tomat, serveret på det bedste rugbrød fra bageren med mayonnaise og agurk på toppen. En servering, som jeg med jævne mellemrum kan indtage en lørdag formiddag og som smager mig vel. Men jeg har glemt den 4 hundrededele efter jeg har skyllet den dårlige ånde ud med et glas Rynkeby saftevand. Campoleone er mildt sagt dødssyg. Den åbner ellers med noget, som lugter af noget rigtigt. Sangiovese sætter sit præg med lædertoner, ærbar frugt, som vidner om vin. Tilsæt så de 50% Merlot, som i dette tilfælde er fyldet fra en Toms Chokolade skildpadde, solbær og hvis tekstur mest af alt minder om bamselines hud. Den falder aldeles fladt og kønsløst i ganen, at det hele bare kan være fuldstændigt ligegyldigt. Lig dertil bitre varme elementer, som kommer fra for meget fadbrug, så er katastrofen endelig - nej nej nej og atter nej. Hvad er jeg så i tvivl om? Ja den røg da ned – jeg er stadig i live. Jeg tror jeg vil lade den falde ind i kategorien; actionfilm, som ikke er pirrende for sjælen, men kan være underholdende, eller bare; Makrel i tomat.

1996 Masseto
(100% Merlot)

Jeg ville ønske kritikere af Merlot kunne smage denne vin. Ikke fordi det er den bedste Masseto jeg har smagt – endog langt fra. Men vinen har så meget klasse og Italiensk varmblodighed, at det er umuligt for mig ikke at blive betaget. Næsen starter med en perfekt modenhed, cedertræ og en klædelig lædertone. Disse lædertoner forbinder de færreste med Merlot og de fortager sig også en smule i takt med, at vinen åbner sig. De transformeres til herlige tørrede frugter og blandet med ærbar elegance og god kompleksitet står vinen fabelagtig rank i glasset. Smagen holder alt hvad næsen lover og har mærkbar tørstoffer (også sjældent for Merlot) og masser af Italiensk Varme. I starten føltes vinen lidt tør og frugtfattig men også det kom der styr på i takt med luft. Dette lyder jo næsten perfekt, men det er det ikke helt. Vi mangler et generelt løft af alle komponenter, men det var jeg næsten klar over i den svære 1996 Årgang. Dog sætter Masseto tryk streg under dens elegance og drikkeglæde og ikke mindst et åndehul til detroniserede Merlot rivaler med mælkechokolade/budding-struktur. Sluttelig - en rigtig madvin.

1997 Vilmart, Coeur de Cuvee, Champagne
(80% Chardonnay – 20% Pinot Noir – 5.000 flasker produceret)

Årgang 1997 er skod i Champagne, men kender man til de skjulte passager i Champagne-biblen, ved man også at Vilmart er den grimme ælling i de skæve årgange. Spørgsmålet er så bare om eventyret her ender med; ”De levede lykkeligt til deres dages ende”? Svaret er - JA. Jeg er så imponeret over denne vins renhed, som altid er kendetegnet for Coeur de Cuvee, men her står det bare endnu skarpere end nogensinde. Det er ufatteligt så appetitlig denne Champagne er. Den åbner med fuldstændig fast masse af pirrende ung frugt, med blomsterbutik, citrus, melon og ananas. Smagen sidder lige i skabet og efterlader doser af cremet frugt i finalen. Den åbner så i løbet af aftenen gradvist for Coeur de Cuvee kendetegn – denne nærmest arrogante, men samtidige subtile, snært af anis. Selvom den udviklede sig med tiden i glasset og har flere gode år i sig, er den umulig ikke at sætter tænderne i allerede nu – imponerende.

2004 Vietti, Barbera , ”La Crena”

Fin åbning – med god intensitet, elegance og en blanding af mørke bæreforekomster (herunder mørke kirsebær) og en tenderende tørrede frugt stil. Alt i skønneste orden mens farmand lavede noget god Pasta. Ahhh…45 min. senere - sætter sig ned med familien samlet om bordet – og bang!!! – vinen er totalt lukket ned. Sort, tjæret, irriterende og fjern – føj. I køleren med den til næste dag. Dag 2 – sådan – så kører bussen igen, vinen har klassisk mørk Barbera frugt, god syre og masser af viril ung kraft og flot flot afstemt i finalen med masser af friskhed. Nice…men pas på…den er ved at lukke ned…gem et par år.

2004 Heymann-Löwenstein, Riesling Kirchberg
(Åbnet 10 timer i forvejen)

Enten er det Heymann-Löwenstein eller så er det årgang 2004, som fænger mig. Eller måske et det i virkeligheden en kombination. Denne vin har jeg vel smagt en 8-10 gange, da det var en af mine bryllupsvine, så jeg kender den rigtig godt. Anderledes nu – her 1½-år efter, er at vinen er mere harmonisk – eller så er jeg blevet mere indsluset i Heymann-Löwenstein univers. Jeg skal tilstå, at jeg til tider har haft reservationer omkring denne producent, da de krydrede toner har overskygget vinens elegance, men jeg tror langsomt jeg er ved at lære at servere det rigtig mad til Hr. Löwenstein vine og give dem den luft, som de har behov for. Denne vin havde nu ikke behov for det helt store tilskud af ilt, men gav den lige lidt for en sikkerheds skyld. Den åbner med betagende blomstermark (hovedsageligt liljer), fersken, ananas og Heymann-Löwenstein klassiske krydret note af skiferstøv og hvid pepper. Smagen er spot on, elegant (2004 ahhh), læskende og med den krydret ”HL-note”, som varmen i ganen i finalen. En mini R-Rothlay, som ikke er så kraftfuld, kompleks, men har lidt af magien. En yderst behagelig vin.

NV / 2005 Cedric Bouchard / Roses de Jeanne ”Les Urles”, Champagne
(100% Pinot Noir – Årlig produktion 3.300 – 3.600 flasker)

Normalt søger jeg sjældent råd når jeg køber vin, men når det gælder Champagne føler jeg først, at rejsen er begyndt og derfor et denne fremgangsmåde naturlig for mig. Således bemærkede importøren af denne vin følgende – ”Les Urles smager, som sin helt egen”. Selvom det kunne lyde som det ældste salgstrick i verden, passer det ret godt. Næsen er ret svær at beskrive – den er i første ombæring ret tilbageholden med blomsterstøv og kølig jern/jod noter. Derfor går jagten på personligheden mere på ”feel” og her syntes jeg den triumferer med fabelagtig friskhed, blandet med mørke toner, som nærmest stammer fra mineralsk støv og roseblade. Smagen følger godt op med intense mørke fraseringer og god blanding af mineralske undertoner. Noget af den mineralske kommer dog fra en lidt uforløst kantet tone, som savner lidt fedme (den er uden dosage), men årgangen taget i betragtning og den generelle friskhed spiller det alligevel ret fint. En Champagne, som ikke charmerer den uprøvede smager, men lytter man godt efter finder man en stærk personlighed og noget unikt.

1996 Barbaresco, Sori Paitin

Virkelig nice – yderst delikat og feminin, med underspillet kraft – lige efter Barbaresco-bogen. Næsen besidder super elegante akkorder, med tilbagetrukket tørrede frugter, skovbund og violer. Smagen er præget af en startende moden tone, men cremet element og en præcis 1996 struktur. Selvom alting er præcist præsenteret ville drikke denne vin nu og 3-5 år frem.

1988 Veuve Clicquot Rare Vintage

Starter skidt med duften af støvet sofa, gammel frugt og nedfaldne æbler. Men, heldigvis tager det ikke lang tid før en blændende friskhed ligger sig omkring vinen og resultatet er ikke mindre end blændende. Richard Juhlin kalder denne vin en slags Benchmark vin og, hvis man vil få et indtryk af, hvordan en topmoden Champagne smager så er benchmark den rigtige betegnelse. Den betagende næse består af karamel, abrikos og en blanding af overmodne og friske æbler. Smagen er blændende, mild, læskende og frisk – fremragende.

2004 Dönnhoff Hermannshöhle GG
(Åbnet 20 timer i forvejen)

Hvad skal jeg sige – fuldstændig overgivelse det her – måske en af de mest charmerende hvidvine jeg nogensinde har smagt. Næsen er; lime, blomster, citrus i krystalliseret form. Det hele er leveret i fineste indpakning, med et fokus jeg sjældent har set magen. Smagen er ren fryd – læskende, mineralsk og igen denne overlegne renhed. Årgang 2004 for Tysk Riesling har altså noget helt eventyrligt i min bog.

1997 Ornellaia
(Indtaget under særdeles afslappet former – mere et indtryk end et SN)

Temmelig potent med et enormt frugtoverskud. Næsen har en dyb, men desværre også lidt for varm næse i min bog. Den reddes dog flot i form af dette ustyrlige niveau af frugt, som kommer med flere lag hele tiden og ganske god Toskansk urte varme. Flot vin – bestemt, selvom den mangler lidt personlighed i mig bog. Jeg foretrækker nu altså Masseto.

Noter: Marts 2008

2006 Dönnhoff Hermannshöhle GG

(Dekanteret 3 timer)



Hmmm…Dönnhoff er jo min helt – så jeg havde høje forventninger til denne vin. Vinen er bestemt god, men den viser nogle tegn på tilbageholdenhed og de første tegn på at være på vej til at lukke ned – eller gør den? Åbningen er hæderlig, men viser tegn på denne lidt støvet hårde fennikel/mineral noter, som blander sig med en ellers temmelig elegant og blomstrende stil. Heldigvis er tiden med den – den tager godt på i vægt og denne lidt irritable fennikel note fiser lidt ud (dog ikke helt) og Dönnhoff smørelse kommer til med friske citrus parfumer og tager vinen til et højere niveau. Selvom vinen blev indtaget under særdeles afslappet rammer (siddende på gulvet til X-factor med Tv-dinner) følte jeg aldrig at vinen havde magien og de nødvendige komplekse til af forføre mig 100%. Jeg havde dog en fornemmelse af, at jeg havde snuset til lidt af stjernestøvet, men der hvilede hele tiden et reserveret ydre over den, som får mig til at tro at vinen langsomt er ved at lukke ned.



1999 Lamborghini Campoleone

50% Sangiovese / 50% Merlot)



Jeg er virkelig i tvivl omkring denne vin – eller er jeg? Den er bestemt well made og alt det der. En sexet vin med gyngende chokolade hofter og behagelig. Mit dilemma er lidt at sidestille med makrel i tomat, serveret på det bedste rugbrød fra bageren med mayonnaise og agurk på toppen. En servering, som jeg med jævne mellemrum kan indtage en lørdag formiddag og som smager mig vel. Men jeg har glemt den 4 hundrededele efter jeg har skyllet den dårlige ånde ud med et glas Rynkeby saftevand. Campoleone er mildt sagt dødssyg. Den åbner ellers med noget, som lugter af noget rigtigt. Sangiovese sætter sit præg med lædertoner, ærbar frugt, som vidner om vin. Tilsæt så de 50% Merlot, som i dette tilfælde er fyldet fra en Toms Chokolade skildpadde, solbær og hvis tekstur mest af alt minder om bamselines hud. Den falder aldeles fladt og kønsløst i ganen, at det hele bare kan være fuldstændigt ligegyldigt. Lig dertil bitre varme elementer, som kommer fra for meget fadbrug, så er katastrofen endelig - nej nej nej og atter nej. Hvad er jeg så i tvivl om? Ja den røg da ned – jeg er stadig i live. Jeg tror jeg vil lade den falde ind i kategorien; actionfilm, som ikke er pirrende for sjælen, men kan være underholdende, eller bare; Makrel i tomat.



1996 Masseto

(100% Merlot)



Jeg ville ønske kritikere af Merlot kunne smage denne vin. Ikke fordi det er den bedste Masseto jeg har smagt – endog langt fra. Men vinen har så meget klasse og Italiensk varmblodighed, at det er umuligt for mig ikke at blive betaget. Næsen starter med en perfekt modenhed, cedertræ og en klædelig lædertone. Disse lædertoner forbinder de færreste med Merlot og de fortager sig også en smule i takt med, at vinen åbner sig. De transformeres til herlige tørrede frugter og blandet med ærbar elegance og god kompleksitet står vinen fabelagtig rank i glasset. Smagen holder alt hvad næsen lover og har mærkbar tørstoffer (også sjældent for Merlot) og masser af Italiensk Varme. I starten føltes vinen lidt tør og frugtfattig men også det kom der styr på i takt med luft. Dette lyder jo næsten perfekt, men det er det ikke helt. Vi mangler et generelt løft af alle komponenter, men det var jeg næsten klar over i den svære 1996 Årgang. Dog sætter Masseto tryk streg under dens elegance og drikkeglæde og ikke mindst et åndehul til detroniserede Merlot rivaler med mælkechokolade/budding-struktur. Sluttelig - en rigtig madvin.



1997 Vilmart, Coeur de Cuvee, Champagne

(80% Chardonnay – 20% Pinot Noir – 5.000 flasker produceret)



Årgang 1997 er skod i Champagne, men kender man til de skjulte passager i Champagne-biblen, ved man også at Vilmart er den grimme ælling i de skæve årgange. Spørgsmålet er så bare om eventyret her ender med; ”De levede lykkeligt til deres dages ende”? Svaret er - JA. Jeg er så imponeret over denne vins renhed, som altid er kendetegnet for Coeur de Cuvee, men her står det bare endnu skarpere end nogensinde. Det er ufatteligt så appetitlig denne Champagne er. Den åbner med fuldstændig fast masse af pirrende ung frugt, med blomsterbutik, citrus, melon og ananas. Smagen sidder lige i skabet og efterlader doser af cremet frugt i finalen. Den åbner så i løbet af aftenen gradvist for Coeur de Cuvee kendetegn – denne nærmest arrogante, men samtidige subtile, snært af anis. Selvom den udviklede sig med tiden i glasset og har flere gode år i sig, er den umulig ikke at sætter tænderne i allerede nu – imponerende.



2004 Vietti, Barbera , ”La Crena”



Fin åbning – med god intensitet, elegance og en blanding af mørke bæreforekomster (herunder mørke kirsebær) og en tenderende tørrede frugt stil. Alt i skønneste orden mens farmand lavede noget god Pasta. Ahhh…45 min. senere - sætter sig ned med familien samlet om bordet – og bang!!! – vinen er totalt lukket ned. Sort, tjæret, irriterende og fjern – føj. I køleren med den til næste dag. Dag 2 – sådan – så kører bussen igen, vinen har klassisk mørk Barbera frugt, god syre og masser af viril ung kraft og flot flot afstemt i finalen med masser af friskhed. Nice…men pas på…den er ved at lukke ned…gem et par år.





2004 Heymann-Löwenstein, Riesling Kirchberg

(Åbnet 10 timer i forvejen)



Enten er det Heymann-Löwenstein eller så er det årgang 2004, som fænger mig. Eller måske et det i virkeligheden en kombination. Denne vin har jeg vel smagt en 8-10 gange, da det var en af mine bryllupsvine, så jeg kender den rigtig godt. Anderledes nu – her 1½-år efter, er at vinen er mere harmonisk – eller så er jeg blevet mere indsluset i Heymann-Löwenstein univers. Jeg skal tilstå, at jeg til tider har haft reservationer omkring denne producent, da de krydrede toner har overskygget vinens elegance, men jeg tror langsomt jeg er ved at lære at servere det rigtig mad til Hr. Löwenstein vine og give dem den luft, som de har behov for. Denne vin havde nu ikke behov for det helt store tilskud af ilt, men gav den lige lidt for en sikkerheds skyld. Den åbner med betagende blomstermark (hovedsageligt liljer), fersken, ananas og Heymann-Löwenstein klassiske krydret note af skiferstøv og hvid pepper. Smagen er spot on, elegant (2004 ahhh), læskende og med den krydret ”HL-note”, som varmen i ganen i finalen. En mini R-Rothlay, som ikke er så kraftfuld, kompleks, men har lidt af magien. En yderst behagelig vin.



NV / 2005 Cedric Bouchard / Roses de Jeanne ”Les Urles”, Champagne

(100% Pinot Noir – Årlig produktion 3.300 – 3.600 flasker)



Normalt søger jeg sjældent råd når jeg køber vin, men når det gælder Champagne føler jeg først, at rejsen er begyndt og derfor et denne fremgangsmåde naturlig for mig. Således bemærkede importøren af denne vin følgende – ”Les Urles smager, som sin helt egen”. Selvom det kunne lyde som det ældste salgstrick i verden, passer det ret godt. Næsen er ret svær at beskrive – den er i første ombæring ret tilbageholden med blomsterstøv og kølig jern/jod noter. Derfor går jagten på personligheden mere på ”feel” og her syntes jeg den triumferer med fabelagtig friskhed, blandet med mørke toner, som nærmest stammer fra mineralsk støv og roseblade. Smagen følger godt op med intense mørke fraseringer og god blanding af mineralske undertoner. Noget af den mineralske kommer dog fra en lidt uforløst kantet tone, som savner lidt fedme (den er uden dosage), men årgangen taget i betragtning og den generelle friskhed spiller det alligevel ret fint. En Champagne, som ikke charmerer den uprøvede smager, men lytter man godt efter finder man en stærk personlighed og noget unikt.



1996 Barbaresco, Sori Paitin



Virkelig nice – yderst delikat og feminin, med underspillet kraft – lige efter Barbaresco-bogen. Næsen besidder super elegante akkorder, med tilbagetrukket tørrede frugter, skovbund og violer. Smagen er præget af en startende moden tone, men cremet element og en præcis 1996 struktur. Selvom alting er præcist præsenteret ville drikke denne vin nu og 3-5 år frem.



1988 Veuve Clicquot Rare Vintage



Starter skidt med duften af støvet sofa, gammel frugt og nedfaldne æbler. Men, heldigvis tager det ikke lang tid før en blændende friskhed ligger sig omkring vinen og resultatet er ikke mindre end blændende. Richard Juhlin kalder denne vin en slags Benchmark vin og, hvis man vil få et indtryk af, hvordan en topmoden Champagne smager så er benchmark den rigtige betegnelse. Den betagende næse består af karamel, abrikos og en blanding af overmodne og friske æbler. Smagen er blændende, mild, læskende og frisk – fremragende.



2004 Dönnhoff Hermannshöhle GG

(Åbnet 20 timer i forvejen)



Hvad skal jeg sige? – Fuldstændig overgivelse det her – måske en af de mest charmerende hvidvine jeg nogensinde har smagt. Næsen er; lime, blomster, citrus i krystalliseret form. Det hele er leveret i fineste indpakning, med et fokus jeg sjældent har set magen. Smagen er ren fryd – læskende, mineralsk og igen denne overlegne renhed. Årgang 2004 for Tysk Riesling har altså noget helt eventyrligt i min bog.



1997 Ornellaia

(Indtaget under særdeles afslappet former – mere et indtryk end et SN)



Temmelig potent med et enormt frugtoverskud. Næsen har en dyb, men desværre også lidt for varm næse i min bog. Den reddes dog flot i form af dette ustyrlige niveau af frugt, som kommer med flere lag hele tiden og ganske god Toskansk urte varme. Flot vin – bestemt, selvom den mangler lidt personlighed i mig bog. Jeg foretrækker nu altså Masseto.