(Deg. April-2006)
Jeg skal virkelig koncentrere mig her, fordi det er en af de noter, hvor de emotionelle følelser ender med at løbe med overskrifterne. Vi lader lige pulsen falde for en stund, for det her er stort – RIGTIGT STORT. Jeg vil gå så lagt til at sige, at en stjerne er født (eller har jeg bare sovet i timen?). Det er en af de mest betagende næser jeg nogensinde er stødt på, som dog lige fra åbningen skræmmer lidt, da man får sin tvivl om Champagnen kan balancere. Sagen er, at det emmer af røg og fadtoner, men heldigvis var det kun et lille forspil. Hefter går det løs. Tæppet falder og så starter et overdådigt show, som for min del spændte sig over 2 timer. Det ene komplekse spektrum efter det andet åbner sig med dyb, virkelig dybe komplekse lag af kaffebønner, chokolade, marcipan og mynte. Mynten lyder måske uskyldigt, men i dette selskab er det saltet på ægget og det er total arrogance at skyde så sublim og raffineret en note af i så dyb og vinøs en Champagne. Smagen; fuldender rejsen – hårene begynder at rejse sig, i takt med, at en uhørt lang vinøs, elegant, omfavnende, og så spændstigt smuk afstemt eftersmag sætter et punktum jeg sent vil glemme. Jeg flyver - sæt mig aldrig ned på jorden igen. GIGANTISK!!!!!!
NV Egly-Ouriet Blanc de Noirs, Champagne
(Deg. Jun-2004)
God start – endnu bedre udvikling, men en lidt gusten afslutning. Denne fredags champagne blev indtaget med nogle intense smagsbomber / hapsere og efterfølgende oste, hvortil den gjorde sig fint. Åbningen er lidt stramtantet og viser for meget hård ”brus”, som om den var fornærmet af, at bliver åbnet. Herefter kommer der facon og liv opstår med et massiv lag af frugt, men også med denne rå tone i evigt spil – som er et af denne champagnes varemærker, men som desværre vil fremstå bedre hvis frugtoasen havde haft flere bløde og dybe frugter. Når det er sagt, så glider den nu ganske godt ned og i takt med at oste kommer på bordet med syltede valnødder og sortfodsskinke, begynder den rå masse af få et modspil. Det sidste glas eller to, går derimod mere i sig selv og den alvorlige mine kommer på igen og frugten bliver bitter/sur - ikke videre fornøjelig. Jeg har smagt bedre degoreringer af denne vin, som trods alt tilhører den absolutte top af NV-ligaen.
2004 Le Macchiole, ”Paleo”
Har man forelsket sig i Italiensk vin, er min erfaring, at kærligheden langsomt skinner på de traditionelle områder med ligeså traditionelle druer. På den konto er stilling 0-1, når Paleo træder ind på scenen. Bedre bliver det ikke, at der er Bolgheri vin og dens fortid og drue-transformation ikke ligefrem skriger på traditioner. Sagt på anden vis, hvor mange har egentlig en kærlighedsaffære kørende med en Italiensk 100% Cabernet Franc vin? Jeg tror denne indledning er vigtig, så man kan lade parader falde og bare lytte og smage – for det her er et mesterligt værk. Vinen blev testet to timer før indtagelse, og viste med det samme charmerende med sødlige strejf af pibetobak, renhed, elegance og solbær/brombær safter. Idet jeg ville følge vinen mere analytisk end normalt valgte jeg ikke at dekantere umiddelbart, men satte bare proppen tilbage i flasken. To timer senere var vine i to forskellige glas (det vender jeg tilbage til) med nogenlunde samme indtryk. Herefter smed jeg det resterende indhold på en karaffel og fulgte den over 3 timer. Den ændrer sig med det samme og ikke umiddelbart til det bedre, da de sødlige nuancer trak sig tilbage og den blev mere reserveret. Heldigvis varer denne fase kun 30 minutter og nu kommer regulær storhed til syne. Våbnet her heder urter og mineraler og kender man sin Le Macchiole ABC ved man, at man er ”kommet hjem”. Smagen er helt fænomenal og jeg mener virkelig fænomenal, hvilket overskud, hvilken kontrol – det er simpelthen utroligt, at en så lineær en vin kan besidde så megen kraft. Det man skal ligge mærke til i smagen er strukturen og det tanniske bid, som på den ene side efterlader temmelig megen garvesyre, men laver 2 overbygninger i form af et drilsk ”tunge-krøl” og derefter et mineralsk smæld, som bare bliver ved. Lig dertil et helt overdådigt lag af frugt og toskansk varme – så er magien fuldendt for alle elskere af Italiensk vin. Spørgsmålet er så bare om man vil lytte? - for mig var det ren overgivelse. 2001 var en mere stringent vin – men 2004 virker nærmest skræmmende, hvis det var en duel på liv og død mellem de to.
Glassene: Riedel Sommeliers og Zalto Bordeaux. Jeg kan ikke udpege en vinder. Jeg gik simpelthen kold i sammenligningsduellen mellem de to, da det tog for meget fokus for mit egentlig formål, at bare nyde vinen. Jeg endte dog med, at drikke vinen af Zalto.
NV Selosse ”Initiale”, Champagne(Deg. 26/10-2007)
Til Carlos store Smagning på Søllerød dukkede Initial pludselig op, som blind passager – generøst doneret af Steen. Ikke kun var den joker, men den var også en afstikker, som på en eller anden måde efterlod mig med en form for fortvivlelse. Sagt på anden vis – jeg måtte simpelthen smage den igen. Den åbner helt anderledes end på Søllerød Kro. Mere kontrolleret – subtil, sårbar og med kælne pære/æble safter. Den tørrede frugtpose, med banan og skumfidus er her kun i de fjerne kroge, men ingen tvivl om, at det her er en Champagne med stor personlighed. Smagen er pirrende, intens og irriterende betagende med skøn frugthave og en finish som kilder smilehullerne og sænker pulsen. Den gode Anselme kan lave Champagne, som ingen anden og for at bruge et godt citat fra netop Steen, så er Initiale den største No-brainer af alle Champagner – køb i rå mængde.
1996 E. Pira, Barolo Cannubi Boschis
Jeg læste for nylig den kære Galloni udtale, at det var tid til at drikke denne vin. Vinen virker på ingen måde træt, da den efter 2½ times dekantering landede i de meget specielle Zalto Bourgogne glas. Meget klassisk Barolo stil med tørrede frugter, kamfer og violer. Smagen følger trop og er holdt i et stramt snit med tørt klassisk syrebid, som fruen i huset fandt lidt for tørt. Måske er det de udtørrende frugter, som danner grundlaget for at frugten er på retræte og derfor denne løftede Galloni pegefinger. Jeg kan dertil godt være enig og vinen byder ikke på megen saftighed, men jeg skal bemærke, at den udviklede sig hele tiden i glasset og for mig en klassisk god Barolo nydelse.
2003 Jacques Lassaigne, Millésime Blanc de Blancs, Champagne
Endnu en helt ukendt Champagne for mig, men der bliver med garanti flere af sådanne, da jeg nu for alvor har sat mig for at blive mere vidende omkring Champagne. Den varme 03-årgang føltes slet ikke i denne super friske mineralske sag, som emmer af melon, blomsterparfumer, honning og så sandelig hvid bourgogne associationer. Smagen holder samme stramme tilgang, udført i ophøjet gang, men kanter sig så lidt på de sidste meter og bitre elementer tager noget balance væk. Den kommer derfor ikke fuldt ud i eftersmagen og her ser man måske noget af 2003 problematikken. Når det er sagt skal den stadig have en stor ros for at vise så flot elegance og jeg kommer med garanti til at smage mere Jacques Lassaigne, når 2004 årgangen lander.
2002 Agrapart ”Venus” BdB, Champagne
(Deg-Juni 2007)
Min rejse fortsætter ind i det ukendte. Venus er en langsom starter – virkelig langsom. Jeg serverede den med en minimalistisk kammuslingesalat, som var tilberedt med citrongræs, oliven, basilikum, mozzarella og tomat. Retten har jeg med succes prøvet før til Champagne og den har det med at fremprovokere noget indre sødme i en ung og stramtantet sag, som min formodning var omkring Venus. Venus kan i særdeleshed lide maden og især syrespillet. Men den florale side lader så sandelig vente på sig, men når den så viser sig, så er det også ment med alvor i stemmen. Noterne er klassiske i den forstand, at de besidder – smør, toast, blomster og vanilje i en tætpakket mineralsk kapsel. X-factoren her er renheden og her taler Venus med store mineralske bogstaver. Smagen er stadig forholdsvis reserveret, men vidner om rasende godt potentiale med blændende syrefriskhed og smæld i ganesafterne. Det sidste glas, var på det aromatiske barometer, det absolutte bedste – gem for pokker – Gem.
Følgende vine er indtaget under afslappet former uden noteskrivning:
1997 Vilmart Couer de Cuvée
En skygge af sig selv i forhold til den flaske jeg drak i marts. Kun citrus og blomster. Smagen er dog dejlig, med det klare høje syrespil.
1999 Philipponnat Clos des Goisses
(Deg. Mar-2007)
Naturligvis for ung, men jeg kunne alligevel ikke dy mig. Tilbageholdende, men dog kraftfuldt udtryk i mørke valnøddepræget frugter. Smagen er svulstig med en god krydret undertone. Gik fint til osten og pata negra. Men gem laaaaaangt væk.
2005 Diel Caroline
Skulle have været en lille driller, men det tog ikke mindre end 5 sekunder før mine to gæster gættede den. Kølig starter med hindbærgrus, men med varme og luft kommer sødmefuld lakrids. Den er sgu’ lækker.
2004 Calera Pinot Noir ”Selleck Vineyard”
Temmelig uimodståelig vin, som stort set spiller på alle strenge. Den har en fabelagtig sødme og måske blev den hurtigt gættet til US-Pinot, men for pokker den har en blændende elegance både i næse og mund. Min erfaring med US-Pinot Noir er til at overse, men jeg tør godt vove pelsen til at sige, at denne er den bedste jeg til dato har smagt.
2001 Le Macchiole ”Paleo”
Den bliver bare bedre hele tiden. Eminent stringent og unik vin, som denne aften blev hældt direkte på karaffel og derfra i glassene. Kernemælk, cedertræ og noter, som flirter med toner af karamel. Smagen er så appetitlig og så linær, at jeg allerede nu glæder mig til min næste flaske.
2005 Dönnhoff Hermannshöhle Auslese
Uhyggelig præcis og slank vin med citrus, mango og hyldeblomst. Smagen er knivskarp og dansende let i munden. Stor vin.
/Thomas
Posts
No comments:
Post a Comment