1997 Elio Altare ,L’Insieme, Piemonte, Italy
Starter godt med cremet fylde, støv, røg, mørke frugter og en cappuccino følelse. Med tid kommer et mineral element ind og giver lidt bistand til den efterhånden noget blævrende personlighed. Smagen er kælen – imødekommende, med en silkefølelse og glider let ned i ganen. Med tid kommer lidt mørke brummende solbær kerne og giver en følelse af velvære. MEN! – for pokker denne vin vil mange ting på én gang. Dens sammensætning af mest Cabernet og lige dele af Barbera og Nebbiolo siger stort set det hele – der mangler i den grad personlighed. Hvor er kanten – hvor er nerven?? og ja…. – jeg mærker ikke vinen på en sådan måde, at den løfter sig selv op fra gode objektive værdier til en fordybende oplevelse. Dette er ikke en dårlig vin fra et objektivt synspunkt, men en vin – som for mit vedkommende hurtigt vil gå i glemmebogen.
2005 Weingut Heymann-Lowenstein, Uhlen Riesling Roth Lay
Endnu engang udsatte jeg ”Uhlen R” for 13 timers luft i en karaffel og det er den perfekte formel. Vinen fremstår mere maskulin en den for nyligt smagte ’04 – men krydret pære, hvid peber og et syrligt pisk, som frembringer denne særlig følelse af *champagnebrus (isen af samme navn). Smagen er helt anderledes end 2004 versionen af denne vin – langt mere opulent og den spiller især med musklerne i den forreste del af munden med, hvor den sætter varmespor ind – efterfulgt af ”skiferstøv”, som langsomt glider tilbage i ganen og giver denne helt fænomenale fornemmelse af overgivenhed. Igen en berigende oplevelse, selvom ’05 for mig har brug for 5-6 år mere til at fremstå mere rank og helstøbt. Jeg kan dog sagtens se, hvorfor de objektive røster kaster deres kærlighed på ”05” – men for mig besidder ’04 lige nu mere skønhed. Når det er sagt – så vil jeg gerne slå et slag for denne Roth Lay – som i sandhed er en diabolsk skønhed, hvor overnaturlig styrke møder yndefulde Riesling former. Jeg kan ikke få for lidt af sådan vin.
1999 Vilmart, Cour de Cuvée, Champagne
Jeg vidste det – men jeg kunne ikke modstå fristelsen. Denne vin er alt for ung – og det mærkes især ved en brusende stramtantet havduft og blomsterblade. Vinen reddes dog af Vilmart klassiske anis varme, som altid er mesterligt afstemt mellem fadvarme og figursyet elegance. Smagen er stort set ”næsen” udtrykt i smagsløgnes fortælling med; anis varmen, blomsterne og bien – kærligheden og den varme følelse – men den strækker sig overhovedet ikke fuldt ud endnu. Vi ses om 5 år.
1994 Domaine Zind Humbrecht Gewurztraminer Herrenweg Turckheim
Spontant åbnet i forbindelse med, at de hjemmelavede torske-fiskefrikadeller blev tilberedt på panden. Hertil serverede jeg en løgmarmelade tilsat 3 slags sennep og rugbrød (Gastro opskrift) og så blev jeg pludselig tørstig. Der er anden gang jeg laver denne ret og jeg må sige, at den fungere bedre med en god kvalitets øl. Men så tosset fungere den heller ikke her – sødmen og alkoholen var helt gak til maden, men den krydrede note fik nærmest en malt note (måske var øl associationerne fra sidste gang) i vinen og det kunne nemt holde løgmarmeladen i skak. Gewurztraminer er slet ikke mig og for pokker denne vin er alkoholisk præget og trods sødmen som modpolen, bliver det aldrig vellykket. Smagen er nærmest patetisk – et felttog af opulente ZIND H soldater uden retning og syrekanoner. Jeg kunne ikke drikke mere end en 1/3-del. Dagen derpå var den i spil igen, først om formiddagen da en vininteresseret gæst var forbi – og senere om aftenen og her skete en nærmest uhyggelig transformation. Vinen viser nu helt uhyggelige sekundære lag af saltet abrikoser, brændt hø, friteret karamel og mørke overjordiske kræfter. Det, som er forskellen nu – er at alkoholen ikke spiller førsteviolin mere, men kun brummer lidt i koret. Smagen er sindssyg koncentreret og tag ikke fejl – rimelig krydret – men nu viser sødmen, hvad den er sat i verden til og trækker vinen på plads i finalen. Jeg endte med at holde ret meget af den…men før jeg fik det store smil på, var flasken tom.
2000 Pegau
(Juleaften)
Denne vin havde et formål – at matche svigermors julemad (den mest fabelagtige andesteg med suverænt tilbehør). Det gjorde den til perfektion. Dens mørke brummende overmodne frugtstil sidder lige i skabet og har masser af overskud til at matche madens fede struktur. Tager man nissehuen af for en stund er vinen IMHO alt for varm og mangler i den grad et element af renhed. Men overall – perfekt mad og vin match.
2001 Elderton, Conmmand Shiraz, AUS
(Juleaften)
Det væltede ud af glasset med klassisk alkoholiseret Shiraz stil. Sødmen er drævet af faddets sødlige, nærmest likøragtige tone og det er instant pleasure eller rynken i panden på den intellektuel søgende smager. Vinen tager sig efter en lille halv time sammen og bliver mere rank. Til gengæld får den nærmest Lakrids-chock og det er ren Piratos land. Forsamlingen elskede den – havde aldrig smagt noget så godt – så svigersønnen scorede point. Boller fra Koberg – den er glemt hurtigt i min bog, men ikke en dårlig vin.
2005 ”Nelin” Clos Mogador
Meget spændende hvidvin fra Rene Barbier. Lad os starte med druesammensætningen – 60% Grenache Blanc – resten; Pinot Noir, Viognier, Macabeu, Marsanne og Rousanne. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet – men i hvert fald ikke det her. Vinen er utrolig let og dansende og man får med det sammen sydlige himmelstrøg på nethinden. Jeg elsker sådanne type vine, som ikke er forbydende store sammensatte vine, men en vin, som oser af friskhed og får tænderne til at løbe i vand. Noterne fra næsen er; popcorn, eksotisk frugtsaft (primært ananas), blomsterstøv og så denne fornemmelse af at sutte på våde sten. Smagen er crisp, let og super delikat….en genial sommervin med kant.
2005 Pintia, Toro
Ærgeligt! – Jeg dekanterede den for længe. Den åbnede ellers med dyb og sødlige kirsebær – ret betagende. Men da jeg 4 timer senere skulle sætte tænderne i dyret, havde den mørke balsamico stil nærmest sværtet vinen til i tjærebefængt frugt. Helt umuligt at trænge ind til de sødlige kirsebær fra åbningen og smagen har alt for mange grill og bitterstoffer.
2004 Poderie Il Palazzino Chianti Classico Grosso Sanese
ALT for ung – jeg burde have vidst det. Jeg har smagt denne vin i mange årgange da den er hof-vin på Era Ora. På førstedagen efter 3 timer, kom der glimt af den røde frugt – som nærmest stod som skinnede rød stramtsiddende Ferrari-lak. På dag 2, havde urterne taget helt over og vinen var helt utilnærmelig. Gem 7 år.
1995 Sandrone, Cannubi Boschis
Jeg havde virkelig ikke store forventninger til denne vin. Det skyldes primært to ting – 1) Galloni’s lidt slatne omtale og 2) Efter indtagelsen af næsten 50 Europæiske 1995’ vine i 2006/07 var jeg forberedt på en tør og gusten vin. Vinen blev dekanteret 3 timer og fra første snif i det store Riedel Bourgogne glas var der et smil på min læbe. Måske det bare var gensynet med Cannubi Boschis, som gjorde det, skal være usagt – men ikke desto mindre var væsken i glasset rasende charmerende. Den oser af roser og violer, samt tørrede læderaromaer, tjære og lidt skovbund. Det jeg virkelig godt kan lide den for, en dens tilbageholdne elegance, hvor man som smager, sniger sig ind på byttet og får små florale skud med for hver gang man fordyber sig. Smagen snor sig spændstigt omkring tungen, men blev en lille smule tør på de sidste meter, da min tomatrisotto løb tør. Med henblik på de mange ørkenvandringer i 1995 årgangen er denne vin kandidat til den bedste af alle. Selvom den mangler stjernestøv, bringer den minder om, hvor god en vin Cannubi Boschis er. Sandrone er måske en gud?
2001 Trinoro, Cupole
Hvis man vender denne vin lidt på hovedet – så burde den falde lidt under den fane af Italienske ITG vine, som jeg med tiden er lidt på flugt fra. Druesammensætningen er så vidt jeg kan lede mig frem til primært domineret af Cabernet Franc (78%) – resten (11%), Cesanese d’Affile (6%) uva di Troia (5%). Derudover holder den 15% alkohol iflg. Den tarvelige fotokopi etiket. Med det lagret på rygraden, ventede jeg slet ikke det, som skyllede ind over mig i første næsedyk. Vinen er simpelthen gennemsyret Italiensk og den åbner ballet med at kaste smageren ind i en regulær hed kinddans, hvor man bliver udsat for læderaromaer, friske krydderurter, cappuccino og ”sortfrugts-kriller”. Som vinen langsomt lukker op, kommer der sågar en metallisk brise ind – brillant - ganske enkelt. Smagen er kælen, saftig og snor sig godt rundt omkring tungen. På den sidste meter, kommer en lille smule bremsespor fra alkoholen via grillede bitre elementer. Vinen balancerer dog, da de mørke frugtsafter giver god vægt til det samlede indtryk. Skøn vin – dog lige under storebror ”Trinoro”, men også i et andet prisniveau.
1996 Salon
Der har i nogen tid svirret gode noter på 1996 Salon og en sådan fristelse lader man ikke går forbi, hvis man kender lidt til Salon’s drikkevindue. Knivskarp åbning med melon, citrus og mineralsk lime eksplosion. Selvom her er tale om en meget ungdommelig sag er her masser af frugtdrømme, der melder sig, som små cremede dybvandsbomber. Spillet mellem det knivskarpe fokus og de cremede elementer er det, som gør denne Champagne til noget helt specielt. Smagen er utrolig præcis, med perfekt mousse, mega høj syre og så med denne Majestætiske Salon følelse. Fabelagtig.
Glas: Zalto
2006 Tabbarini ”Adarmando”
Måske var denne vin for stor en kontrast din den majestætiske 1996 Salon, som stadig brusede i naboglasset. Meget eksotisk/bizarre hvidvin, som slet ikke falder i min smag. Den åbner med olieret kerne af brændt smør, sherry, mandelessens og krydderier. Smagen har igen denne olierede stil, som desværre aldrig har evnen til at sætte et ordentligt syrebid ind. På de sidste meter får den samtidigt et flamboyant smæld. Jeg søger friskhed, mineralitet og syre i min hvidvine og denne vin besidder ingen af disse og derfor falder den udenfor min præference.
2001 Il Molino di Grace Chianti Classico Riserva ”Il Margone”
En meget behagelig vin, som sætter bløde jordbærfodspor og elegance indtryk på de første dufteindtryk. Smagen er igen elegant og meget venlig. En vin, som bestemt er ”rar”, men mangler en hel del personlighed og kant for at få mig op af stolen.
2001 Dievole, Chianti Classico Vigna Dieule
En vin, som delte panelet en del. Nogle syntes den var meget åben andre syntes ikke. Jeg tilhører den sidste gruppe, men skal indskyde, at jeg intet kender til producent eller vin. Første indtryk er en smule urenhed, som langsomt fortager sig, men går lidt over noter af støv, røg og jod. Men tiden i glasset, kommer en lille smule varme til, men ikke meget sødme (det var andre omkring bordet slet ikke enig i) og jeg har svært ved at fange frugten her. Smagen er stram og jeg fornemmer igen denne urenhed og så er vinens rejse gennem munden noget problematisk. Den glider lidt koldt og metallisk gennem ganen i en streg og det er bekymrende for strukturbilledet. Gav jeg point ville jeg skrive (?)
2001 Monsanto Chianti Classico Riserva ”Il Poggio” Riserva
På importørens hjemmeside står der: “Foto på vej”. Jeg kan fortælle, at det er verdens grimmeste etiket – så lad endelig den stå uden et foto, fordi det er en bragende god vin. I kontrast til Dievole er her lyse og allerede meget imødekommende bærtoner, hvor den røde frugt betager min præference. Udover disse sødlige kirsebær toner står vinen rank i glasset og fremstår meget ren. Smagen har denne herlige Sangiovese krølning på tungen og har en fin lang varm eftersmag. Rigtig fin.
1990 Mastrojanni Brunello di Montalcino
Dejlig fin og ren sangiovese udtryk. Kirsebærren og de rødlige nuancer står meget elegant og fint defineret, men vinen vender lidt mod startende sveske, mandarin og lidt støv. Smagen er dejlig frisk og snor sig rigtig godt og her har vi virkelig en rigtig madvin. Den viser tegn på, at den skal drikkes nu men overall må jeg sige, at den var super og i meget hårdt selskab.
1983 Case Basse Riserva
Samme taktik blev brugt, da vi senest smagte denne vin i sep-07. Proppen og toppen af kl. 15:00 og så ellers bare venten på kongen. Den er lidt sløv til at komme ud af starthullet og kommer først med lidt hengemt 25 år gammel frugt, men så kommer den…...denne overjordiske vin – hold nu kæft, hvor er den god mand!!! Man stopper simpelthen op og finder ud af, at søgen efter perfektion slutter her – målet er nået. Det er næsten ligegyldigt, at beskrive denne vin igen, som rummer et enormt spektrum af rød frugt, rosmarin, karamel, roser, slidt lædertaske og tiltagende intensitet for hvert minut den tilbringer i glasset. Smagen er om muligt endnu bedre – helt uhyggelig varme i ganen hvor hele vinens sjæl omfavnen smageren og man har ikke andet en overgivelse tilbage. Hvilken storhed.
Sur røv, at komme efter 1983 Case Basse Riserva….
2004 Rocca di Frassinello
Et projekt mellem Castellare og Baron Eric de Rothschild. Lavet på 60% Sangioveto, 20% Cabernet Sauvignon and 20% Merlot. Den oser af medicinskab – det er helt uhyggeligt og den dominerer så meget, at man lige skal lade den ose lidt af i glasset. Stille og roligt kommer ung viril marmelade frugt til, samt pikant sødme. Overfladen i vinen er meget glat, men den har en rigtig god friskhed, som aldrig gør den tung…men for pokker det der medicinskab er altså ikke blevet lukket helt endnu. Smagen er viril – men solbærforekomster, overmoden frugter, samt en lidt grønligt græssende olivenolie fornemmelse. En vin, som på nogle punkter virker lidt frugttosset, men på den anden side er den ganske let at drikke. Kunne være interessant at smage den igen om 5-6 år.
1999 Scrio
Enorm kølig i næsen, selvom den også har mørke frugter, dyrepels, læder, hvid pepper og mynte. Smagen har masser af urter og Toskansk varme, men med tiden i glasset tager den hvide pepper note lidt for meget fokus. Det blev debatteret om flasken havde prop, hvilket de fleste slet ikke kunne følge, men jeg vil dog bemærke, at denne overdreven pepper note tog en drejning jeg ikke før har set i Scrio, som jeg har smagt en del gange. God start og lidt underlig slutning i min bog.
1999 Messorio
Jeg syntes til tider, at det er en smule belastende at skrive noter på denne vin, da jeg altid er en smule biased. Merlot deler ofte et panel og jeg er heller ikke ubetinget glad for denne drue. Jeg er dog glad for, at jeg kender Messorio så godt efterhånden. Næsen har de dybe, og for nogle lidt for easy going elementer af, blomme, chokolade og generel silkeblød imødekommende frugt. Vi er naturligvis langt fra Sangiovesens sårbare og subtile udtryk, så det skaber altid en kontrast. Men langsomt kommer den storhed jeg kender denne vin for. Frugten forbliver dyb og blommepræget, men så kommer urterne og den mineralske nerve, som tager alting til et højere niveau. Smagen er virkelig dejlig og utrolig ren, men den holder lidt igen. Sagen er, at 1999 er meget anderledes nu. Marcipanen og blåbærren er stort set væk og vinen er langt mere reserveret. Den har helt klart præg af den nedlukning jeg senest konstaterede i sep-06. Det er også klart for mig, at 1999 Messorio langsomt vil gå den vej, som dens forgængere allerede er i gang med. Den vil blive endnu mere elegant og blommefrugten vil aftage en smule og resten vil indsluses i mere mineralitet samt varm toskanske jord. Urterne vil altid forblive i vinen. Jeg tror også den vil få flere Franske forbindelse og jeg tror man vil gøre klogt i at gemme den i 5 år.
1999 Domaine Ghislaine Barthod Chambolle Musigny les Fuees
Åbnet direkte fra min værts vinskab uden dekantering. Viser kølig, men også en rustik stil. Havde jeg fået denne vin serveret blind ville jeg måske have været splittet mellem Bourgogne og Piemonte. Næsen er præget af en blanding af støvet blomme/sveske toner, sorte bær og violer. Smagen falder lidt til den korte side, men den virker samtidigt også tilbageholdende med mulig lagringspotentiale i sigte. En ting er sikkert – vinen viser, hvor lidt jeg ved om Bourgogne
1996 Deutz, Cuvee William Deutz Rosé
Jeg kunne skrive dette smagsnotat i blinde. Denne Champagne blæste mig omkuld og er i sandhed noget af det bedste skum jeg nogensinde har smagt. Næsen har en himmelsk skrøbelighed, som er resultatet af guddommelige frugt, friskhed og intim elegance. Kombineret giver den ligning en sjælden set storhed. Næsen åbner med kurant parfumer, blomster, tørrende abrikos aromaer og sunde milde rugbrødsflagrer. Smagen er arrogant lækker, med ophøjet cremet elegance, anisvarme og hele kroppen beriges af de her varme frugter, en smule røg og en uhyggelig lang eftersmag. Lig dertil, at denne ’96 er ret åben samt årganges storhed og det fantastiske syrespil. Den bedste Rosé Champagne jeg nogensinde har smagt.
Glasset: Zalto
2002 Armand Rousseau, Gevrey-Chambertin Clos St. Jacques
Skal jeg konkretisere mit spæde præferencegrundlag i rød Bourgogne, tror jeg fremover jeg bare vil sige, at min smag rammer Clos St. Jacques fra Armand Rousseau. Fantastisk lækker saftig næse – rød bolsjesødme, sommerlige hindbær, sød pirrende lakrids, sublim renhed og et snært af dyrepels. Smagen er meget livlig lige og snor sig perfekt på tungen, men holder så lidt igen i finalen med lidt gummismag, som hiver nogle af safterne tilbage til den forreste del af munden. Det vidner lidt om, at vinen stadig er ung og har behov for mere tid til at strække sig fuldt ud. Genial vin.
Glasset: Riedel Sommeliers Bourgogne Grand Cru
2002 Sylvie Esmonin, Gevrey-Chambertin, Clos St. Jacques
Helt anden vin end Armand Rousseau fra same mark. Den saftige konkurrent er nærmest kontrast til denne lidt støvet og rustikke vin. Tiden er dog med den i glasset og sødmen tvinges langsomt frem gennem røde fragmenter og nelliker. Smagen er på lignende vis lidt stenet og støvet i udtrykket. Kommer fint rundt om tungen men falder lidt til den korte side og mangler noget saftighed. I det sidste glas begyndte dette dog langsomt at vise sig, så gem den 4-5 år endnu. Ellers en dejlig vin, som dog blev trynet af dens rival.
Glasset: Riedel Sommeliers Bourgogne Grand Cru
1995 Spottswoode, Cabernet Sauvignon, US
Lækker topmoden sag, som charmerer med; sød tobak, kernemælk og cigarkassen (inkl. Røg). Smagen er klassisk med Fransk islæt og dejlig saftig, fin og elegant. Mangler måske de sidste meter og kanten til optimal storhed, men den er topmoden og drikker genialt.
Glasset: Riedel Sommelier Bordeaux Grand Cru
1995 Beringer, Merlot Howell Moutain Merlot
Flintsten, cigarkasse og et ordentligt skud Kernemælk. Sidstnævnte gør stilen for cremet og lidt blævret i stilen. Det bliver for monotont og upræcist med tiden i glasset og smagen bekræfter dette. Den er alt for blød i sværen.
Glasset: Riedel Sommelier Bordeaux Grand Cru
2000 Numanthia, Toro
Totalt patetisk vin på førstedagen, trods den tilbragte 3 timer på en karaffel. Fuldstændig inficeret af hed frugt og ustyrlig meget fad. Den nærmest grillede ganen og væltede en omkuld med alkoholiske toner – den var tæt på at ryge i vasken. På dag to – bedre. Den første time kæmpede den stadig, men langsomt kom der noget, som mindede om vin. Frugten er seriøs mørk og det er som om alle noter er sværtet til i sort lakrids, likør, sveskejuice og balsamico. Langsomt får brombærkernen overtaget og et element af fasthed tager fat i vinen. I munden føles væsken ikke tung, men heller ikke overbevisende. Smagen er meget (varm)blodig og det lykkedes aldrig, at smide den noget alkoholiserede overfrakke. Hmmm…langsom starter må man sige – prøv at gem den 5-7 år endnu – Ikke nogen fornøjelse nu.
/Thomas
Posts
No comments:
Post a Comment