Noter Februar 2008

1999 Bollinger La Grande Année

Havde jeg haft dette vin blindt ville jeg nok ikke have gættet Bollinger. Juhlin bemærker omkring årgang 1999, at andelen af Pinot Noir nu er en kende lavere. Bollinger, som jo næsten altid har været kendt for deres mørke varme frugter, fremstår her mere sårbar og elegant. Lad mig sige, at vinen er en del mere tilbageholdende end mit sidste møde i jun-07, og den varme anisfrugt har fået en ledsager af en lille smule kantet metallisk note, som gennem hele denne flaskes åbne tid ikke ville fortage sig. Dog er elegancen værd at søge allerede nu, med blomsterstøv, kornmark, vaniljeparfumer og fransk landbrød. Smagen er en skygge af sig selv i forhold til oplevelsen tilbage i Jun-07, og vidner om en hel del tilbagetrukkethed, hvor den ikke rigtigt kan strække sig. Overall er den tilbageholdende stil stadig en nydelse, selvom man vil få en langt større oplevelse, hvis man gemmer denne Champagne i minimum 5 år mere.

1995 Scavino Barolo Rocche dell’Annunziata

Så tror jeg kælderen er ved at være tømt for gustne ’95’ere…og dog der er stadig et par lig i lasten ;-). Dette er en ”fin” vin, men så heller ikke mere. Den besidder for hver ny påfyldning i glasset en ganske fin intensitet af tørrede mørke bær, violer, skovbund, Karl-Johan svampe og et cremet element. Vinen besidder dog ikke evnen til at holde disse noter gående, hverken i styrke eller i kompleksitet. Smagen er igen ”’95 tør” – men holder fin elegance og hæderlig drikkeglæde, hvis der er noget på tallerkenen. Stort bliver det aldrig, vinen er for rustik og mangler frugt og vægt.

2005 Zind Humbrecht, Riesling ”Clos Hauserer”

Vel er man klar over, at Zind Humbrechts noget til tider opulente stil er i glasset, men vinen er virkelig yndefuld på sin helt egen måde og bekræfter rygtet om, at ZH har lavet noget helt stort i 2005. Den samme honningsødme og tekstur præger vinen, som vi kender ZH for og fede pompøse blomster kommer til, sammen med mineralskud, skøn fylde og en klar fast tone. Smagen er ungdommelig og bærer stadig rundt på en smule hvalpefedt, men den har en rigtig flot rank stil. Godt lagringspotentiale. Nice.

2001 Podere Poggio Scalette Il Carbonaione

Tæskelækker næse med kælen Italiensk varmblodighed. Sangiovesen er her præsenteret, som lakken på en solbeskinnet knaldrød Ferrari, som varmer i øjet med den røde frugt, tilsat mørke dybe bær, men også har den metalliske kølighed fra et hav at urter (primært timian) og et snært af læder. Smagen er kraftfuld og blander ungdommelige varme fløjlsstrofer og præcis sangiovese bid. Tænk sig – i en verden af pristosseri på vine, findes der stadig uberørte perler, som denne og det siges endda, at 2004 er endnu bedre – jeg glæder mig allerede.

2001 Setti Ponti ”Oreno”

Kender i det – man hiver proppen af en vin og så går gæsterne hjem. Heldigvis var der tale om et frokostarrangement, så Hr. Oreno her tilbragte hele 7 timer på en karaffel før jeg satte tænderne i den. Det skulle vise sig, at være gavnligt for vinen. Oreno er en sund vin. Den strutter af solmoden saftig frugt og op af glasset stiger brombær, solbær, mørk chokolade, urter og en anelse likør ved ny påfyldning. Den lange dekanteringstid har skilt disse noter ad og transformeret dem fra en alt for glat og ligegyldig masse, til en præcis og temmelig sexet vin. Smagen er yderst saftig og på de sidste meter, kommer der en smule tannisk bremsespor, som kun vidner om yderligt lagringspotentiale. Jeg har været lidt på flugt fra disse IGT vine og Oreno rør’ mig heller ikke, men den var trods alt en fornøjelse at indtage. Vinen blev indtaget til downloading af nye tracks til Ipod’en – Tema Lørdag på DR2 og måske var denne kombinationen af Karl Lagerfeld, duftet af Chanel No. 5 og langbenet modeller med til at få undertegnet i en trance af skønhedsideal og mangel på fiksering, grunden til at Oreno kom under huden. Hvis så – let it be.

2001 Alion, Ribera Del Duero

Mit seneste møde med denne vin stammer fra dec-05. Jeg har netop luret i mit SN og ganske rigtigt – mørke kirsebær og mocha toner. Her i 2008 har lagringen transformeret denne vin til en smuk svane. Vil man tale om drikkeglæde, så er denne vin et perfekt eksemplar. Næsen består af betagende kirsebær, som blander lyse og mørke forekomster. Lædertonerne brøler i vinden og vidste man ikke bedre ville tankerne gå til en Brunello eller top Chianti. Dog bliver den geografiske placering mere tydelig, ved de mere mørke bær og fløde (Mocha’en er igen på spil), som giver varmen i kinder og smilet på læben, fordi varmen og elegance smelter sammen på et plateau, hvor sjælelig drikkeglæde forenes. Smagen er frisk, cremet, elegant og så sindssyg lækker, at smagsløgne rækker hånden frem på en tiltrængt re-fill. Kryber man helt ned i den nørdede Nato-stilling, kunne man måske udbede sig nogle enkelte flere akkorder til at hylde den endelige storhed. Men jeg vil stadig stå fast på, at dette er en himmelsk vin, som jeg kun kan anbefale på det varmeste.

2005 Wittmann Morstein GG

Jeg valgte at servere denne vin sammen med en efterhånden fredags-traditon i Casa Toga – Sushi fra Københavns absolut skarpeste af slagsen / Sushi Saiko på Christianshavn (no one does it better). Vel er det kontroversielt for så tør en vin, men tricket er naturligvis at holde igen på Wasabien. Vinen åbner skidt for min gane med en alt for kantet tone og mangel på smørelse – den er simpelthen så støvet, at det nærmest svier i tårekanalerne, når næse møder glas. Heldigvis tager vinen form – og regulær magi opstår. Næsen besidder, for den uprøvede smager kontroversielle noter af varme blomsterkorn, hvid pepper, fennikel og det jeg vil kalde skifferstøv. Det giver en helt speciel aromatisk tone, som kan virke afvisende på nogle, men ikke desto mindre ligger den komplekse skat begravet her. Nøjagtig det samme mønster oplever jeg, når jeg drikker R-Rothlay fra Heymann-Löwenstein. Smagen fastholder mystikken og spreder mineralglæde i den varme version, med blomster, og eksterm intensitet og den varmer ganen med et flamboyant smæld. En intellektuel vin, som er smuk på sin egen måde. Men for pokker, giv den noget tid, så de bombastiske toner kan ligge sig til ro.

1996 Dom Perignon

De klassiske lime, blomster, citrus note præger næsen og når den får mere luft kommer denne herlige kombination af smør, orange og flødekaramel til – yderst charmerende. Smagen har disse mørke toner, som egentlig er lidt overraskende når man forlader næsen, idet de nærmest virker som et par buskede øjenbryn på et ellers perfekt ydre. Det efterlader lidt bitre toner i finalen, som gør moussen lidt kantet i de ydre lag og desværre trækker lidt ned i det yndefulde. Samtidigt vidner de mørke toner om en indesluttede tilbageholdenhed, som jeg har stor tiltro vil udfolde sig med tid. Dog skal det siges, at den stadig drikker pokkers godt, men…med 1996-årgangens fabelagtige vibrerende syre, som konstant er i spil, tror jeg man gør klogt i at lagre yderligere. Overall: Dom P. 1996 er rasende god, men ikke i min top 5 over smagte ’96ere og måske lidt hypet på de ratings som initialt omkredsede den ved frigivelse.

1998 Billecart-Salmon ”Cuvee Elisabeth Rosé”

Stadig en smule tilbageholden, men den er langsomt ved at få mere glød i næsen, som har fået mere nerve end da jeg smagte den senest i jul-2007. Dog kommer den aldrig i nærheden af årgang 1996. Men giv den tid – 3 år mere.

Kort indtryk fra en middag på L’ Atelier Joël Robuchon London http://www.joel-robuchon.com/

NV Selosse ”Contraste”

(Deg: 24/1-2007)

Man bør jo slet drikke Contraste, som den første Champagne – men vi kunne simpelthen ikke modstå muligheden. Det skulle vise sig, at være lidt af en udfordring, da Contraste er en langsom starter og havde en meget olieret kerne af mørke glødende frugter, tung i måsen og typisk ”Selosse style”. Det giver to problemer. For det første tiltaler denne stil mig kun i tilfælde af mad og vin går op (fungerer tit til Ost) og for det andet så foretrækker jeg til enhver tid en sprød og frisk Champagne til at starte med. Da retten ” Goats Cheese Tortelloni with Date Purée, Beurre Noisette, Almonds and Artichokes” kom på bordet, kom magien. Ikke kun matchede Contraste retten til perfektion, men også selve flasken tog nu form. De kødfulde og alt for upræcise stil, blev nu integreret og fra at have været olieret blev Champagne nu karakterfast og helt fabelagtig. Tag ikke fejl, det er stadig en yderst maskulin Champagne, men overhovedet ikke tung at drikke. Selosse er og bliver en ener. Skal du prøve denne sag til en smagning med mange mennesker omkring bordet, så kræver den i princippet dekantering eller længere tid på flaske, så den kan åbne sig.

Kort indtryk fra en middag på http://www.theledbury.com/ - London.

2000 Rene Engel Clos du vougeot

Herlig sag – ikke den mest koncentrede CdV jeg har smagt, men stadig med blødende kirsebær og sublim renhed. Er så let og behagelig at drikke. Måske mangler den et ekstra gear på den objektive kompleksitet skala, men det ændrer ikke min drikkeglæde.

Kort indtryk fra en middag på http://www.theledbury.com/ - London.

2004 SQN Poker Face

Hvis man duftede til Poker Face og så stak næsen ned i Rene Engel CdV – kunne man intet dufte og jeg mener INTET. Her er altså virkelig knald på og frugten er selvfølgelig domineret af sorte bærforekomster, frugtsødme og lakrids. Jeg er sgu’ blevet for gammel til at holde af denne sammensætning og det bliver for mit vedkommende ufattelig monotont lige meget om det er 100 points. MEN! – Denne vin har noget andet at byde på – ”kølighed”, gemt i fjerne afkroge i dette monster bliver denne knaldsorte vin omsat til ikke bare noget drikkeligt men også noget sjæleligt med præcis struktur og lethed. Lethed skal i denne sammenhæng forstås, som den korte tid 2 personer kvalte denne flaske på – væk var den og for pokker hvor var den god.

Kort indtryk fra en middag på http://www.theledbury.com/ - London