Tuesday, May 27, 2008

2001 Alion, Ribera Del Duero

Mit seneste møde med denne vin stammer fra dec-05. Jeg har netop luret i mit SN og ganske rigtigt – mørke kirsebær og mocha toner. Her i 2008 har lagringen transformeret denne vin til en smuk svane. Vil man tale om drikkeglæde, så er denne vin et perfekt eksemplar. Næsen består af betagende kirsebær, som blander lyse og mørke forekomster. Lædertonerne brøler i vinden og vidste man ikke bedre ville tankerne gå til en Brunello eller top Chianti. Dog bliver den geografiske placering mere tydelig, ved de mere mørke bær og fløde (Mocha’en er igen på spil), som giver varmen i kinder og smilet på læben, fordi varmen og elegance smelter sammen på et plateau, hvor sjælelig drikkeglæde forenes. Smagen er frisk, cremet, elegant og så sindssyg lækker, at smagsløgne rækker hånden frem på en tiltrængt re-fill. Kryber man helt ned i den nørdede Nato-stilling, kunne man måske udbede sig nogle enkelte flere akkorder til at hylde den endelige storhed. Men jeg vil stadig stå fast på, at dette er en himmelsk vin, som jeg kun kan anbefale på det varmeste.

Feb-2008

No comments: