Noter: Marts 2008

2006 Dönnhoff Hermannshöhle GG

(Dekanteret 3 timer)



Hmmm…Dönnhoff er jo min helt – så jeg havde høje forventninger til denne vin. Vinen er bestemt god, men den viser nogle tegn på tilbageholdenhed og de første tegn på at være på vej til at lukke ned – eller gør den? Åbningen er hæderlig, men viser tegn på denne lidt støvet hårde fennikel/mineral noter, som blander sig med en ellers temmelig elegant og blomstrende stil. Heldigvis er tiden med den – den tager godt på i vægt og denne lidt irritable fennikel note fiser lidt ud (dog ikke helt) og Dönnhoff smørelse kommer til med friske citrus parfumer og tager vinen til et højere niveau. Selvom vinen blev indtaget under særdeles afslappet rammer (siddende på gulvet til X-factor med Tv-dinner) følte jeg aldrig at vinen havde magien og de nødvendige komplekse til af forføre mig 100%. Jeg havde dog en fornemmelse af, at jeg havde snuset til lidt af stjernestøvet, men der hvilede hele tiden et reserveret ydre over den, som får mig til at tro at vinen langsomt er ved at lukke ned.



1999 Lamborghini Campoleone

50% Sangiovese / 50% Merlot)



Jeg er virkelig i tvivl omkring denne vin – eller er jeg? Den er bestemt well made og alt det der. En sexet vin med gyngende chokolade hofter og behagelig. Mit dilemma er lidt at sidestille med makrel i tomat, serveret på det bedste rugbrød fra bageren med mayonnaise og agurk på toppen. En servering, som jeg med jævne mellemrum kan indtage en lørdag formiddag og som smager mig vel. Men jeg har glemt den 4 hundrededele efter jeg har skyllet den dårlige ånde ud med et glas Rynkeby saftevand. Campoleone er mildt sagt dødssyg. Den åbner ellers med noget, som lugter af noget rigtigt. Sangiovese sætter sit præg med lædertoner, ærbar frugt, som vidner om vin. Tilsæt så de 50% Merlot, som i dette tilfælde er fyldet fra en Toms Chokolade skildpadde, solbær og hvis tekstur mest af alt minder om bamselines hud. Den falder aldeles fladt og kønsløst i ganen, at det hele bare kan være fuldstændigt ligegyldigt. Lig dertil bitre varme elementer, som kommer fra for meget fadbrug, så er katastrofen endelig - nej nej nej og atter nej. Hvad er jeg så i tvivl om? Ja den røg da ned – jeg er stadig i live. Jeg tror jeg vil lade den falde ind i kategorien; actionfilm, som ikke er pirrende for sjælen, men kan være underholdende, eller bare; Makrel i tomat.



1996 Masseto

(100% Merlot)



Jeg ville ønske kritikere af Merlot kunne smage denne vin. Ikke fordi det er den bedste Masseto jeg har smagt – endog langt fra. Men vinen har så meget klasse og Italiensk varmblodighed, at det er umuligt for mig ikke at blive betaget. Næsen starter med en perfekt modenhed, cedertræ og en klædelig lædertone. Disse lædertoner forbinder de færreste med Merlot og de fortager sig også en smule i takt med, at vinen åbner sig. De transformeres til herlige tørrede frugter og blandet med ærbar elegance og god kompleksitet står vinen fabelagtig rank i glasset. Smagen holder alt hvad næsen lover og har mærkbar tørstoffer (også sjældent for Merlot) og masser af Italiensk Varme. I starten føltes vinen lidt tør og frugtfattig men også det kom der styr på i takt med luft. Dette lyder jo næsten perfekt, men det er det ikke helt. Vi mangler et generelt løft af alle komponenter, men det var jeg næsten klar over i den svære 1996 Årgang. Dog sætter Masseto tryk streg under dens elegance og drikkeglæde og ikke mindst et åndehul til detroniserede Merlot rivaler med mælkechokolade/budding-struktur. Sluttelig - en rigtig madvin.



1997 Vilmart, Coeur de Cuvee, Champagne

(80% Chardonnay – 20% Pinot Noir – 5.000 flasker produceret)



Årgang 1997 er skod i Champagne, men kender man til de skjulte passager i Champagne-biblen, ved man også at Vilmart er den grimme ælling i de skæve årgange. Spørgsmålet er så bare om eventyret her ender med; ”De levede lykkeligt til deres dages ende”? Svaret er - JA. Jeg er så imponeret over denne vins renhed, som altid er kendetegnet for Coeur de Cuvee, men her står det bare endnu skarpere end nogensinde. Det er ufatteligt så appetitlig denne Champagne er. Den åbner med fuldstændig fast masse af pirrende ung frugt, med blomsterbutik, citrus, melon og ananas. Smagen sidder lige i skabet og efterlader doser af cremet frugt i finalen. Den åbner så i løbet af aftenen gradvist for Coeur de Cuvee kendetegn – denne nærmest arrogante, men samtidige subtile, snært af anis. Selvom den udviklede sig med tiden i glasset og har flere gode år i sig, er den umulig ikke at sætter tænderne i allerede nu – imponerende.



2004 Vietti, Barbera , ”La Crena”



Fin åbning – med god intensitet, elegance og en blanding af mørke bæreforekomster (herunder mørke kirsebær) og en tenderende tørrede frugt stil. Alt i skønneste orden mens farmand lavede noget god Pasta. Ahhh…45 min. senere - sætter sig ned med familien samlet om bordet – og bang!!! – vinen er totalt lukket ned. Sort, tjæret, irriterende og fjern – føj. I køleren med den til næste dag. Dag 2 – sådan – så kører bussen igen, vinen har klassisk mørk Barbera frugt, god syre og masser af viril ung kraft og flot flot afstemt i finalen med masser af friskhed. Nice…men pas på…den er ved at lukke ned…gem et par år.





2004 Heymann-Löwenstein, Riesling Kirchberg

(Åbnet 10 timer i forvejen)



Enten er det Heymann-Löwenstein eller så er det årgang 2004, som fænger mig. Eller måske et det i virkeligheden en kombination. Denne vin har jeg vel smagt en 8-10 gange, da det var en af mine bryllupsvine, så jeg kender den rigtig godt. Anderledes nu – her 1½-år efter, er at vinen er mere harmonisk – eller så er jeg blevet mere indsluset i Heymann-Löwenstein univers. Jeg skal tilstå, at jeg til tider har haft reservationer omkring denne producent, da de krydrede toner har overskygget vinens elegance, men jeg tror langsomt jeg er ved at lære at servere det rigtig mad til Hr. Löwenstein vine og give dem den luft, som de har behov for. Denne vin havde nu ikke behov for det helt store tilskud af ilt, men gav den lige lidt for en sikkerheds skyld. Den åbner med betagende blomstermark (hovedsageligt liljer), fersken, ananas og Heymann-Löwenstein klassiske krydret note af skiferstøv og hvid pepper. Smagen er spot on, elegant (2004 ahhh), læskende og med den krydret ”HL-note”, som varmen i ganen i finalen. En mini R-Rothlay, som ikke er så kraftfuld, kompleks, men har lidt af magien. En yderst behagelig vin.



NV / 2005 Cedric Bouchard / Roses de Jeanne ”Les Urles”, Champagne

(100% Pinot Noir – Årlig produktion 3.300 – 3.600 flasker)



Normalt søger jeg sjældent råd når jeg køber vin, men når det gælder Champagne føler jeg først, at rejsen er begyndt og derfor et denne fremgangsmåde naturlig for mig. Således bemærkede importøren af denne vin følgende – ”Les Urles smager, som sin helt egen”. Selvom det kunne lyde som det ældste salgstrick i verden, passer det ret godt. Næsen er ret svær at beskrive – den er i første ombæring ret tilbageholden med blomsterstøv og kølig jern/jod noter. Derfor går jagten på personligheden mere på ”feel” og her syntes jeg den triumferer med fabelagtig friskhed, blandet med mørke toner, som nærmest stammer fra mineralsk støv og roseblade. Smagen følger godt op med intense mørke fraseringer og god blanding af mineralske undertoner. Noget af den mineralske kommer dog fra en lidt uforløst kantet tone, som savner lidt fedme (den er uden dosage), men årgangen taget i betragtning og den generelle friskhed spiller det alligevel ret fint. En Champagne, som ikke charmerer den uprøvede smager, men lytter man godt efter finder man en stærk personlighed og noget unikt.



1996 Barbaresco, Sori Paitin



Virkelig nice – yderst delikat og feminin, med underspillet kraft – lige efter Barbaresco-bogen. Næsen besidder super elegante akkorder, med tilbagetrukket tørrede frugter, skovbund og violer. Smagen er præget af en startende moden tone, men cremet element og en præcis 1996 struktur. Selvom alting er præcist præsenteret ville drikke denne vin nu og 3-5 år frem.



1988 Veuve Clicquot Rare Vintage



Starter skidt med duften af støvet sofa, gammel frugt og nedfaldne æbler. Men, heldigvis tager det ikke lang tid før en blændende friskhed ligger sig omkring vinen og resultatet er ikke mindre end blændende. Richard Juhlin kalder denne vin en slags Benchmark vin og, hvis man vil få et indtryk af, hvordan en topmoden Champagne smager så er benchmark den rigtige betegnelse. Den betagende næse består af karamel, abrikos og en blanding af overmodne og friske æbler. Smagen er blændende, mild, læskende og frisk – fremragende.



2004 Dönnhoff Hermannshöhle GG

(Åbnet 20 timer i forvejen)



Hvad skal jeg sige? – Fuldstændig overgivelse det her – måske en af de mest charmerende hvidvine jeg nogensinde har smagt. Næsen er; lime, blomster, citrus i krystalliseret form. Det hele er leveret i fineste indpakning, med et fokus jeg sjældent har set magen. Smagen er ren fryd – læskende, mineralsk og igen denne overlegne renhed. Årgang 2004 for Tysk Riesling har altså noget helt eventyrligt i min bog.



1997 Ornellaia

(Indtaget under særdeles afslappet former – mere et indtryk end et SN)



Temmelig potent med et enormt frugtoverskud. Næsen har en dyb, men desværre også lidt for varm næse i min bog. Den reddes dog flot i form af dette ustyrlige niveau af frugt, som kommer med flere lag hele tiden og ganske god Toskansk urte varme. Flot vin – bestemt, selvom den mangler lidt personlighed i mig bog. Jeg foretrækker nu altså Masseto.